Pub-kæmpe får kurstømmermænd fordi mindsteløn hæves

Den britiske pubkæmpe JD Wetherspoon advarer for anden gang på kort tid om, at kædens indtjening kommer til at falde som følge af stigende udgifter til medarbejderne.

Wetherspoon-aktien falder onsdag med 6,5 pct. til 631 pence på børsen i London efter at have været nede med op imod 13 pct. i løbet af formiddagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Leon Neal

Det får aktien i Wetherspoon til tumle.

Det skriver Bloomberg News.

Kædens grundlægger og formand, Tim Martin, meddeler, at Wetherspoons indtjening for året nu vil lande i den lave ende af analytikernes forventninger til trods for en stigning i det sammenlignelige salg på 3,3 pct. hen over julekvartalet.

Til gengæld er udgifterne til timelønnede medarbejdere steget med omkring 13 pct. som følge af, at startlønnen for timelønnede blev hævet i 2014 og 2015. Allerede i november havde kæden advaret om, at de stigende medarbejderudgifter kunne medføre et lille fald i indtjeningen.

Tim Martin har offentligt kritiseret, at minimumslønnen vil blive hævet yderligere. Stigningen vil blive indfaset til april, hvor mindstelønnen for timelønnede vil stige til 7,20 pund i timen for ansatte på over 25 år. I 2020 vil mindsteløn være oppe på 9 pund i timen.

Formanden hævdede i sommer, at løftet af minimumslønnen vil bidrage til "betydelig usikkerhed" i branchen og udsætte pubber for en ulempe over for supermarkeder.

Wetherspoon-aktien falder onsdag med 6,5 pct. til 631 pence på børsen i London efter at have været nede med op imod 13 pct. i løbet af formiddagen.