Presset Vestas trækker danske aktier ned

Vestas mistede 7,4 pct. af sin markedsværdi på en generel trist dag for de danske investorer.

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Vestas dykkede onsdag. Udsalget af vindmølleaktier skete under kraftig aktieomsætning, efter at selskabet fik dårlige nyheder fra flere kanter. C20-indekset endte 2,2 pct. lavere i 301,24. Ellers var der solide plusser på de øvrige europæiske markeder.

"Vestas-aktien blev ramt af den negative nyhedsstrøm med nedjusteringen fra Hansen Transmission og den amerikanske rapport. Dermed stak spøgelset om Vestas' 2009-prognoser ansigtet frem. Carlsberg var ramt af rygterne om en rubel-devaluering, som blev bragt i Dagens Industri. Novo Nordisk og Danisco var også ramte, imens de europæiske markeder var omgæret af en positiv stemning," siger seniorrådgiver Nils Lundsby fra Nordea til RB-Børsen.

Vestas fortsatte tilbagegangen, og vindaktien lukkede onsdag 7,4 pct. lavere i kurs 342,5, og der blev omsat for 1,3 mia. kr. aktier. American Wind Energy Association offentliggjorde sent tirsdag en meddelelse, hvor det fremgik, at Vestas i andet kvartal kun var den fjerdestørste leverandør på det amerikanske marked, som ellers udnævnes som værende det vigtigste marked for Vestas. Derudover har gearkasseproducenten Hansen Transmission aflagt kvartalsregnskab, der bød på en nedjustering af helårsforventningen. Flere analytikere anser Vestas's 2009-prognoser for at være for optimistiske og prognosebekymringerne fik onsdag frit spil.

Den franske energikoncern EDF opkøber vindmøller, og koncernchef David Carchia udtalte til Bloomberg, at kriseramte operatører videresælger vindmøller til lavere priser grundet manglende finansiering. Operatører kan have betalt 20-30 pct. af vindmølleordrerne, som ikke kan finansieres. Carchia konkludere, at det er en god tid at have finansiel styrke i.

Novo taber også
Novo Nordisk faldt 3,7 pct. til kurs 303,5. Franske Sanofi-Avensis har fremlagt regnskab for andet kvartal, hvor især verdens mest sælgende diabetesmedikament Lantus er i fokus. Sanofi-Aventis pointerede, at der ikke er set nogle salgseffekt af kræftbekymringerne om Lantus, og selskabet benyttede lejligheden til igen at afvise kræftlinket.

"Der er profithjemning i Novo-aktien efter tirsdagens solide stigning. Lantussalget giver ikke bekymringer for diabetesmarkedets udvikling, og kræft-linket til Lantus kan ikke ses i disse salgstal. Hvis linket rammer Lantus, vil det først kunne ses senere, og så kan det endda være positivt for Novos Levemir, som alternativ til Lantus," siger chefrådgiver Claus Paaske fra Nordea.

A.P. Møller - Mærsk lukkede 1,6 pct. lavere i kurs 31.000, og D/S Norden endte 2,1 pct. lavere i kurs 185,8. De danske rederier er i fokus, efter at det kinesiske tørlast- og containerrederi China Cosco natten til onsdag advarede om, at tab i halvårsregnskabet viser tab.

Carlsberg-aktien endte 2,5 pct. lavere i kurs 350,5 efter spekulationerne om en devaluering af den russiske rubel, som faldt 1 pct. mod euro/dollarkurven. Danisco var ramt af profithjemtagning, og aktien tabte 2,1 pct. i kurs 249,8.GN Store Nord lukkede med et plus på 2,1 pct. til kurs 24,2, efter at den amerikanske GN Netcom konkurrent Plantronics tirsdag nat offentliggjorde et flot regnskab for første kvartal, hvor både omsætning, og især indtjening var bedre end analytikernes forventninger.

(RB-Børsen)