Potentiel bombe under TK Development

Risikoen for, at aktionærer, der har handlet aktier i det omstridte ejendomsselskab, vil rejse erstatningskrav mod TK Development, kan give selskabet store problemer.

Ifølge Børsen hviler der en potentiel bombe under det nordjyske developerselskab. Det fremgår af TK Developments seneste årsregnskab, at der er risiko for, at aktionærer, der har købt eller solgt aktier i den periode, som Bagmandspolitiet nu undersøger, vil rejse erstatningskrav mod selskabet. Bagmandspoliet har sigtet i alt otte personer i selskabets ledelse og tidligere revision for kursmanipulation og regnskabsfusk, og det kan altså give økonomisk bagslag, hvis aktionærerne har tabt penge, vurderer ekspert:

”Hvis selskabet bliver dømt, og aktionærerne har tabt penge, så kan aktionærerne rejse erstatningskrav. Hvorvidt virksomheden kan komme helskindet igennem et sådant erstatningskrav, afhænger af, hvor velpolstret virksomheden er,” siger professor i erhvervsstrafferet ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted til avisen.

Analysechef i Nordea, Michael West Hybholt er enig:

„Det er et usikkerhedsmoment, man holder øje med. Det er set i større stil i udlandet,” siger han.

Kilde: Børsen