Positive nøgletal puffer til USA-aktierne

Der kom atter gang i kursstigningerne på de amerikanske børser tirsdag. Motoren var en række opløftende nøgletal.

Foto: AFP
To vigtige indikatorer pegede tirsdag i den rigtige retning. Den amerikanske forbrugertillid er stigende, og samtidig er boligsektoren ved at komme på benene igen. Meldingerne var hovedårsag til, at de toneangivende amerikanske aktieindekser kunne lukke i plus.

Forbrugertilliden var ifølge en Bloomberg-måling ventet til at lande på 47,9 - men målingen tog fusen på analytikerne, idet den var 54,1. Det var samtidig betydeligt højere end målingen for juli, der var på 47,4.

De gode nyheder fra boligsektoren handlede om priserne. S&P/Case-Shiller-indekset viste, at boligpriserne er steget for anden måned i træk.

Både en genrejsning af boligmarkedet og større forbrug er nøglefaktorer for at få USAs økonomi på ret køl igen. Derfor svarede investorerne igen ved at købe ind på aktiemarkederne, og det fik i sidste ende indekserne til at slutte i plus.

Dow Jones Industrials lukkede 0,3 procent oppe. Standard & Poor 500 og Nasdaq Composite sluttede henholdsvis 0,2 og 0,3 procent over, det de var begyndt.