Positiv start på amerikansk regnskabssæson

Den amerikanske aluminiumsproducent Alcoa var blandt de første selskaber, der skød den amerikanske regnskabssæson i gang og var dermed i fokus i eftermarkedet i USA med regnskab for andet kvartal.

Regnskabet overraskede til den positive side, da tabet var mindre end ventet. Aluminiumspriserne er næsten halveret på et år, og bundlinjen viste røde tal for tredje kvartal i træk.

Indtjeningen eksklusiv ekstraordinære poster viste et tab på 26 cent pr. aktie sammenlignet med analytikernes forventninger om et tab på 38 cent pr. aktie.

Omsætningen viste et fald på 41 pct. til 4,2 mia. dollar, hvilket var bedre end forventningerne på 3,9 mia. dollar. Alcoa oplyste, at der på flere aluminiumsmarkeder er tegn på en stabilisering, men selskabet holdt fast i prognosen om et globalt fald i forbruget på 7 pct. i år.

Aktierne i Alcoa lukkede 0,5 pct. højere i den ordinære handel og vendte et fald på 3 pct. til en fremgang på 4 pct. i eftermarkedet til 9,84 dollar.

RB-Børsen