Positiv åbning i USA - dog straf til Tiffany

Stærke eksportal fra Kina, der blev offentliggjort natten til torsdag, bidrager til en god stemning på markedet.

De amerikanske aktiebørser har taget hul på torsdagen med stigninger i de tre ledende indeks. Efter fem minutters handel ligger Nasdaq-indekset i front med en stigning på 0,6 pct., mens S&P 500 og Dow Jones stiger henholdsvis 0,5 og 0,3 pct. Stærke eksportal fra Kina, der blev offentliggjort natten til torsdag, bidrager til en god stemning på markedet.

Hovedparten af aktierne i Dow Jones ligger højere i den indledende handel, hvor Bank of America bidrager med en stigning på 1,5 pct. efter et fald i aktien på 4,5 pct. onsdag. Desuden ligger Hewlett-Packard 1,3 pct. højere som den mest stigende i indekset.

Uden for Dow Jones falder juvelerkæden Tiffany & Co. 6,3 pct. efter torsdag at have advaret om, at indtjeningen, som følge af et skuffende feriesalg i november og december, vil være i den lave ende af den udmeldte årsprognose om et overskud per aktie før visse poster på 3,20-3,40 dollar.

Det kommer efter, at Tiffany i årets sidste to måneder oplevede en flad udvikling i salget i butikker, der har været åbne mindst i et år, mens der var tale om en salgsvækst på 4 pct., når der inkluderes nye butikker. I samme periode sidste år var væksten globalt på 7 pct. inklusive salget i nyåbnede butikker.

Delta Air Lines stiger derimod 2,8 pct., efter at Goldman Sachs hævede anbefalingen på aktien til "køb" fra "sælg".

Den amerikanske regnskabssæson blev skudt i gang onsdag med tal fra aluminiumsproducenten Alcoa, men der er torsdag dog ingen regnskabsaktuelle selskaber i S&P 500, mens der fredag kommer tal fra Wells Fargo, som bliver det første store finansselskab til at komme med regnskab for fjerde kvartal i denne omgang.

Analytikerne venter overordnet set, at selskaberne i S&P 500 vil have haft en indtjeningsfremgang i fjerde kvartal på 3,3 pct. i forhold til samme periode sidste år. Det fremgår af tal fra S&P Capital IQ, ifølge Bloomberg News.