Pensionsselskaber foretrækker alternativer investeringer

Foto: Nils Meilvang

Pensionsselskaber kigger på alternative investeringer, til når aktiemarkederne går i rødt. Pensionskæmperne overvejer investeringer i flytrafik, mobildata og kabler.

Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.

I løbet af sidste år opkøbte danske pensionsselskaber for milliarder i blandt andet Københavns Lufthavn, Nykredit og TDC. Nu er pensionsselskaberne på udkig efter flere alternative investeringer.

»Vi har skruet markant op og investerede sidste år 16,7 mia. kr. i alternativer. Den linje vil vi gerne fortsætte,« siger Henrik Nøhr Poulsen, der er direktør i PFA Asset Management, til Jyllands-Posten.

Nu overvejer de danske pensionsselskaber bare, hvad der skal investeres i. Finanstilsynet følger situationen tæt for at undgå fejlinvesteringer, som man før har set med spanske solceller, gamle vindmøller og skandalevirksomheder som Hesalight og Genan.

»Vi vil gerne have flere illikvide investeringer, og vi har skruet op over de senere år. Det er Københavns Lufthavn og TDC eksempler på, ligesom vi har lavet flere store infrastrukturinvesteringer i udlandet,« siger Christian Hyldahl, der er administrerende direktør i ATP, til Jyllands-Posten.

Christian Hyldahl konstaterer, at kampen om alternative investeringer er hård, fordi priserne er høje.

Blandt pensionsselskaberne i Danmark har blandt andet ATP, PFA, Danica og PKA valgt at investere i alternativer.