Parken-sag: Anklager åbnede ballet

Østre Landsret tog mandag kl. 9.30 hul på ankesagen om kursmanipulation med Parken-aktien. Anklager Jan H. Hansen fra Bagmandspolitiet lagde for med en gennemgang af sagen set fra hans side og gentagne understregninger af, at kursmanipulation handler om adfærd og ikke, hvorvidt kursen faktisk bliver påvirket, eller om der bliver høstet en gevinst.

Foto: Thomas Lekfeldt

På den første dag i Parken-sagen var det anklager Jan H. Hansen, der havde det meste af taletiden med sin 152 sider lange forlæggelse af sagen. Han gennemgik blandt andet retsgrundlaget, tiltalen, dommen fra byretten og hvad der i sin tid udløste sagen.

I sin forelæggelse lagde han blandt andet vægt på, at kursmanipulation handler om adfærd og ikke, hvorvidt kursen faktisk bliver påvirket, eller om der bliver høstet en gevinst.

»Om der er en økonomisk gevinst er irrelevant i forhold til, om der er tale om kursmanipulation«, sagde Jan H. Hansen blandt andet.

Han sagde også flere gange, at dommerne i Østre Landsret i deres bedømmelse af sagen ikke som byretten behøver se Parkens kursmanipulation fra 2007 til 2008 som én lang periode, men gerne må udvælge kortere perioder eller enkelte dage.

I Københavns Byret blev Flemming Østergaard, også kendt som Don Ø, og Jørgen Glistrup i september 2015 begge idømt ubetingede fængelsstraffe for kursmanipulation med Parken-aktien. Flemming Østergaard, der var bestyrelsesformand for Parken, da kursmanipulationen fandt sted i 2007 og 2008, fik en dom på fire måneders fængsel, mens Jørgen Glistrup, der var adm. direktør for Parken, fik en dom på seks måneders fængsel. Også selskabet Parken blev i byretten dømt for kursmanipulation og dømt til at betale en bøde på én million kr. De ankede alle sagen.

Næste retsmøde er på fredag, hvor hele dagen er afsat til anklager Jan H. Hansens fortsatte fremlæggelse. Først under ankesagens tredje retsmøde vil forsvarerne komme med deres syn på sagen.

Der er frem til jul afsat 26 dage til retsmøder. Dommen forventes afsagt primo 2017.