Pandora-topchef sætter rekord i bestyrelsesarbejde

Trods krav fra hovedaktionæren Axcel om at skære ned på eksternt bestyrelsesarbejde har Pandoras topchef, Allan Leighton, sagt ja til endnu en formandstol i en milliardkoncern. Det gør ham til den suverænt mest bestyrelses-aktive topchef i Danmark.

Topchefen Allan Leighton under smykkefirmaet Pandoras generalforsamling tidligere i år. Arkivfoto: Nikolai Linares Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pandoras Allan Leighton sætter sine helt egne normer for, hvor meget en mand kan håndtere ved siden af jobbet som topchef i et dansk børsnoteret selskab.

Det britiske erhvervsikon indtager pladsen som suveræn nummer ét i en dugfrisk opgørelse over antallet af eksterne bestyrelsesposter, som topchefer i danske C20-selskaber har ved siden af deres fuldstidsjob. Det viser en kortlægning foretaget af Berlingske Research.

Med fem bestyrelseposter, hvoraf hele fire er formandsposter, er Allan Leighton i en liga for sig. På andenpladsen kommer topchef i William Demant, Niels Jacobsen, der bestrider to formandsposter i eksterne selskaber, mens Genmabs hollandske topchef har en enkelt formandspost. Samtlige andre topchefer har nul formandsposter uden for den koncern, de er ansat i, og i hovedreglen kun en eller to poster som menige bestyrelsesmedlemmer.



Har tidligere vakt bekymring

Allan Leightons omfangsrige bestyrelsesarbejde – og i særdeleshed hans fire formandsposter – vakte bekymring i smykke­koncernens bestyrelse i april 2013, og Leighton blev bedt om at skære nogle af posterne fra for at få mere tid til Pandora. Det skete, da han rykkede fra formandsposten i Pandora til stillingen som topchef og dermed blev fuldtidsansat i den stormomsuste smykkekoncern med ansvar for omtrent 7.000 ansatte og en omsætning på dengang ni mia. kroner.

»Der er en hel del af bestyrelsesposterne, som han nu vil afvikle, så han kan koncentrere sig om Pandora,« sagde Axcels ledende partner, Christian Frigast, der er næstformand i Pandora, dengang til Berlingske.

Leighton har da også trukket sig fra sin formandspost i Music Magpie, siden meldingen kom fra Frigast. Men kort efter dette har han sagt ja til en formandspost i en anden koncern, der er en tand større. Det skete, da han i marts 2014 indtog posten som bestyrelsesformand for TV- og filmselskabet Entertainment One med en årlig omsætning på 7,3 mia. kroner. Her er forventningerne til Leigthon ganske konkrete.

»Det forventes, at formanden bruger cirka en dag pr. uge,« fremgår det af årsrapporten fra Entertainment One Ltd., hvori det også bliver slået fast, at menige bestyrelsesmedlemmer til sammenligning forventes at bruge cirka en dag om måneden på virksomheden.

Generelt er tommelfingerreglen i dansk erhvervslivs top, at en formandspost tager to til tre gange så meget tid som en post som menigt bestyrelsesmedlem.

Strategisk godt placeret

Leightons nye formandspost føjer sig ind i rækken af formandsposter i andre koncerner med milliardomsætning som telekommunikationsvirksomheden Pace, skokoncernen Office Retail Group og tøjvirksomheden Matalan. I sidstnævnte virksomhed er der ud over en omsætning på 9,9 mia. kroner 15.995 ansatte ifølge seneste årsrapport. Oven i disse formandsposter kommer en plads som menigt bestyrelsesmedlem i et mindre selskab, der sælger færdigretter.

Når Leighton kan håndtere forpligtelserne i de seks forskellige virksomheder i dagligdagen, skyldes det i høj grad en betydelig udvikling inden for mobiltelefoni, emails og telekonferencer de seneste tre årtier, som nu gør det muligt for alle at være forbundet med omverdenen stort set hele tiden, uanset hvor på kloden man befinder sig.

Tilmed er Leighton strategisk godt placeret i forhold til virksomhederne med privat bopæl i både London, Toronto og København. Pandora har tidligere oplyst, at Leighton primært bor i London med sin indiske hustru, men at han fik en lejlighed stillet til rådighed i København, da han sagde ja til jobbet som topchef.

Bliver næppe mere end et par år

Trods Leightons tilsyneladende meget store arbejdskapacitet var analytikere og Pandora-følgere bekymrede, da den dengang 60-årige Leighton blev udråbt som topchef i Pandora. De frygtede, at han ville blive en overgangsfigur og ikke en langtidsholdbar løsning, fordi han var gammel, for travl og for langt væk fra virksomheden. Den daværende hovedaktionær, Axcel, manede dengang bekymringerne til jorden med, at der var lagt klare aftaler for hans tilstedeværelse i koncernen.

»Han gør kun det her, fordi han vil. Hvorfor skulle han skære en stor del af sine bestyrelsesposter i udlandet og England fra, hvis han ikke ville det her 100 procent?« sagde Axcels topfigur, Christian Frigast, der forsikrede markedet om, at Leighton ikke bare havde forpligtet sig til at neddrosle sin bestyrelseskarriere – men også blive som topchef i Pandora i mindst tre år.

»Det er jo en tre-år-plus-løsning, vi har lavet,« sagde Christian Frigast.

Meget tyder dog i dag på, at Leighton næppe bliver tre år som topchef hos Pandora. På en telekonference i maj fortalte han, at han umiddelbart ikke havde tænkt sig at blive mere end »et til to år« længere i Pandora.

Pandora har i forvejen udfordringer med at sikre kontinuitet i toppen af virksomheden, da bestyrelsesformand Marcello Bottoli i marts 2014 meddelte, at han ønskede at træde ud af bestyrelsen så snart, der var fundet en ny formand. Det er endnu ikke sket.

Berlingske Business har tilbudt interview til både topchef i Pandora, Allan Leighton, næstformand Christian Frigast og formand Marcello Bottoli i forbindelse med denne artikel. Men ingen af dem har ønsket at udtale sig.