Pandora er tyvedoblet i værdi på tre et halvt år

Pandora funkler igen på det danske aktiemarked tirsdag middag, hvor smykkeselskabets aktiekurs passerer en tyvedobling siden lavpunktet i oktober 2011.

Det sker efter en stigning på 1,5 pct. til 700 kr. - en forrentning på 1903 pct. sammenlignet med bundrekorden fra den 4. oktober 2011, hvor Pandora sluttede i 34,95 kr.

Hvis man også medregner udbytter på 26,50 kr. per aktie i den mellemliggende periode, er forrentningen helt oppe på 1979 pct.

Havde man købt Pandora-aktier for 50.000 kr. den 4. oktober 2011 havde millionen med andre ord mere end været i hus.

De investorer, der har været med siden børsnoteringen i 2010, har dog også oplevet bagsiden af medaljen. Selv om aktiekursen er mere end tredoblet siden emissionen, der skete til kurs 210, så har investorerne nemlig gennemlevet en turbulent periode, hvor Pandora ikke altid har leveret varen.

Det lave kursniveau i oktober 2011 var således kulminationen på en opsigtvækkende nedjustering i sommeren 2011, der fik tilliden til selskabet til at forsvinde og aktiekursen til at smelte.

Siden er investortilliden blevet genoprettet via et stærkt smykkesalg og et væld af regnskaber, hvor forventningerne er blevet hævet.

Blandt 15 analytikere, der følger aktien ifølge Bloombergs data, er der 11 købsanbefalinger, tre "hold"-anbefalinger og en enkelt negativ anbefaling. Denne uge har også budt på positive syn fra finanshusene, idet et par af aktiens fortalere, Carnegie og Danske Bank, begge har hævet deres kursmål.

Carnegie viste vejen mandag ved at hæve til 850 kr. fra 725, mens Danske Bank har løftet tirsdag til 770 kr. fra 620.