Pandora: Amerikanere mindsker igen spekulationen i kursfald

Foto: Liselotte Sabroe.
Læs mere
Fold sammen

Belejringen af Pandora-aktien fra diverse udenlandske kapital- og hedgefonde ser ud til for alvor at være på retur, og det har også hjulpet på kursen i den ellers pressede smykkeaktie på det seneste.

Fredag fremgår det af en indrapportering til Finanstilsynet, at amerikanske Maverick Capital har reduceret sin shortposition i Pandora til 0,60 pct. fra 0,78 pct. ved den seneste rapportering.

I begyndelsen af november havde Maverick Capital en shortposition i Pandora på 1,31 pct., men den er siden over flere omgange blevet reduceret gradvist.

Når man "shorter" - eller går kort i - en aktie, låner man den af en anden aktionær for at sælge den på børsen i håb om at kunne købe den billigere tilbage senere grundet kursfald. På den måde kan man tjene differencen - minus et gebyr for at låne aktien samt eventuel kurtage.

Og netop den øvelse har Pandora i høj grad været udsat for gennem 2017, hvor aktiekursen har haft det svært grundet historier om vanskeligheder med salget på det amerikanske marked.

Det har betydet vanskeligheder for aktien, der fortsat er den mest faldende eliteaktie herhjemme i år med et dyk på 28 pct. siden nytår trods en stigning fredag på 1 pct. til 665,50 kr.

Alle shortpositioner på mere end 0,5 pct. af en dansk aktie skal indberettes til Finanstilsynet, og fondene er også forpligtet til at oplyse, når de krydser en grænse på yderligere 0,1 pct.

/ritzau/FINANS