Pandora-aktien bliver angrebet af verdens største kapitalforvalter

Pandora er den mest shortede aktie på det danske aktiemarked, og torsdag meldte endnu en større aktør sig i koret af selskaber, der satser på kursfald.

Pandora er den mest shortede aktie på det danske aktiemarked. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Liliendahl

Blackrock, der er verdens største kapitalforvalter, har således shortet 0,51 pct. af aktierne i Pandora, hvilket svarer til en investering på omkring 350 mio. kr. Det viser en indberetning offentliggjort af Finanstilsynet fredag.

Pandora offentliggjorde torsdag foreløbige regnskabstal for 2017, der viste en omsætning på 22,8 mia. kr. og en EBITDA-margin på 37,3 pct., hvilket var lavere end selskabets egne og analytikernes forventninger.

Samtidig offentliggjorde smykkeproducenten nye langsigtede forventninger om en vækst på 7-10 pct. i 2018-2022 og en EBITDA-margin på 35 pct., hvilket er under markedets forventninger før opdateringen.

Pandora-aktien har det seneste år været kraftigt shortet, efter at smykkeproducenten er blevet ramt af udfordringer på særligt det amerikanske marked. I øjeblikket har fem udenlandske selskaber investeret store millionbeløb på kursfald.

Samlet er 6,78 pct. af Pandoras aktier shortet ifølge de tal, Finanstilsynet har offentliggjort.

Det samlede tal kan være endnu større, da det kun bliver oplyst, hvis et selskab har shortet mere end 0,5 pct. af aktiekapitalen i et selskab.

Når man shorter - eller går kort i - en aktie, låner man den af en anden aktionær for at sælge den på børsen i håb om at kunne købe den tilbage billigere senere grundet kursfald. På den måde kan man tjene differencen - minus et gebyr for at låne aktien samt eventuel kurtage.

Pandora-aktien faldt torsdag 10,7 pct., og fredag fortsætter tilbagegangen med et kursfald på 1,3 pct. til 587,60 kr.