På fredag bliver aktiernes nære fremtid afgjort – i en bjergflække i Wyoming

Aktiemarkedet er blevet afhængig af hjælp fra centralbankerne, og på fredag finder vi ud af, hvor villig den amerikanske centralbank er til fortsat at agere redningsplanke. Det sker, når centralbanker fra hele verden mødes i bjergbyen Jackson Hole i Wyoming.

USA-FED/INSURANCE
Denne mand – den amerikanske centralbankchef – kan afgøre aktiemarkedets skæbne på fredag. Foto: Reuters/Leah Millis/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Med næsten daglige skrækhistorier om recession og handelskrig bliver aktiemarkedet i øjeblikket kun holdt oppe af én ting: Centralbankernes villighed til aggressivt at lempe deres pengepolitik for at sætte fut i økonomien.

Derfor sidder investorerne på pinde, hver gang bankfolkene i Washington og Frankfurt åbner munden, og i denne uge står vi over for den ultimative pengepolitiske begivenhed, når the Kansas City Fed inviterer centralbanker fra hele verden til sit årlige symposium i Jackson Hole i den amerikanske delstat Wyoming.

Topmødet går officielt i gang torsdag, men for investorerne er det først fredag, der er vigtig. Dér taler chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, nemlig, og håbet i finansverdenen er, at han vil skabe mere klarhed om, hvilken vej han går til næste rentemøde.

»Investorerne er spændte op til Jackson Hole, og mødet vil formentligt sætte tonen for resten af året for markederne og renter,« siger Craig Erlam, senior markedsanalytiker hos Oanda i London.

»Spørgsmålet er, om han kan leve op til de store forventninger, investorerne har til ham. Jeg har på fornemmelsen, at markedet nemt kan blive skuffet, men vi får se,« tilføjer han.

Renterekorder over hele Europa

De seneste uger er renter verden over banket i bund, og i Europa er der mange steder kommet nye bundrekorder, dybt nede i negativt territorium. For eksempel er den tiårige danske rente kravlet ned til minus 0,65 pct., og i øjeblikket er der ingen danske statsobligationer, der har en positiv rente. De rekordlave renter er et udtryk for, at investorerne er bange for en nærtstående recession, hvilket skaber utryghed og sender investorerne ud af aktier og hen mod »sikre havne« som statsobligationer og guld.

Recessionsfrygten blev yderligere forstærket i sidste uge, da den tiårige amerikanske statsrente faldt til under renten på toårige obligationer, et fænomen, der i finansverdenen går under det mundrette navn en »inverteret rentekurve«. Det har historisk været et stensikkert signal om, at en recession rammer inden for de næste par år. Aktierne kvitterede da også umiddelbart med at rasle nedad, men har siden rettet sig og har i denne uge ikke rigtigt kunne beslutte sig for, hvilket ben de skal stå på.

Grunden til, at markedet ikke er gået mere i panik, er netop håbet om, at centralbankerne igen vil agere redningsplanke og sætte renten ned, starte opkøbsprogrammer eller noget helt tredje. Den amerikanske centralbank viste allerede i juli sin villighed til at støtte markederne, da den satte renten ned for første gang i ti år, på trods af at væksten er solid og arbejdsløsheden lav. Men Powell gjorde ved juli-mødet ikke klart, om rentenedsættelsen var starten på en lang række støttetiltag eller bare en enkelt lempelse for at afbøde nogle af konsekvenserne fra handelskrigen mellem USA og Kina.

Forventer fem rentenedsættelser inden marts

Markedet er allerede overbevist om, at centralbanken sænker renten i september, og Danske Bank forventer, at der kommer hele fem rentenedsættelsen mellem nu og marts næste år – en ved hvert møde. Derudover har den amerikanske præsident, Donald Trump lagt enormt pres på Powell, for at få ham til at lempe pengepolitikken. Derfor er det altafgørende, hvad Powell siger på fredag. Er han for hård i sin udmelding, kan det sende chokbølger gennem markedet, hvor renter stiger, og aktier dykker. Er han blød, kan det holde aktiemarkedet i live midt i al uroen om handelskrig og recession.

Fordelen ved, at Jackson Hole ikke er et rentemøde, men en komsammen for centralbankfolk, er, at Powell kan tale lidt mere frit fra leveren og lade sin egen mening skinne mere igennem. På samme måde lod chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, også egen holdning komme mere til udtryk under sit symposium i Sintra i Portugal tidligere på sommeren. Dér tog han investorerne på sengen og signalerede, at han var klar på at lancere en ny pengepolitisk støttepakke.

»Powell kan bruge sin tale på fredag til at guide markedet i den retning, centralbanken er på vej hen. Den store uoverensstemmelse mellem, hvad Fed (den amerikanske centralbank, red.) siger, og hvad markedet forventer, bliver nødt til at blive adresseret, og fredag tegner til at blive det øjeblik, hvor det sker,« siger Jasper Lawler.