Overraskende solid fremgang på børsen

Flot åbning på Københavns Fondsbørs - hvilket er overraskende, idet mere moderate stigninger var ventet efter handlen på de udenlandske fondsbørser.

Flot åbning på Københavns Fondsbørs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
A.P. Møller -Mærsks aktier kom godt fra den første handel, efter at aktierne fik en købsanbefaling af finanshuset ABN Amro. Det var med til at drive C20-indekset 1,6 pct. højere i kurs 480,23.

Onsdag morgen hævede ABN Amro sin anbefaling på A. P. Møller - Mærsk til køb fra hold. A.P. Møller - Mærsks B-aktie åbnede 2,5 pct. højere i kurs 66.800. Koncernens containerenhed Maersk Line oplyste, at Maersk Line lancerer en ny direkte rute mellem Fjernøsten og Vestafrika. Den 3. september lancerer containerrederiet en rute, der vil anløbe havne i Malaysia, Togo, Benin og Nigeria.

FLSmidth, som ventes at præsentere halvårsregnskab ved middagstid, åbnede 1,8 pct. højere i kurs 457,5. Flere analytikere venter, at selskabet hæver sine helårsprognoser. Jyske Bank vurderer, at FLSmidth-aktien er for dyr og har givet aktien en reducer-anbefaling, mens Danske Equities den 21. august satte FLSmidth-aktien på sin udvalgte købsliste "Top Pick".

Vestas steg 2,4 pct. til kurs 348,5 efter tirsdagens optur på 5,3 pct. Vestas aflagde tirsdag et overraskende godt halvårsregnskab, hvor indtjeningsevnen imponerede investorerne. Onsdag affødte det en opjustering af Vestas' kursmål hos JP Morgan til 300 kr. fra 235 kr.

Biotekselskabet Genmab åbnede 1,6 pct. lavere i kurs 308. Genmab aflagde tirsdag aften halvårsregnskab. Omsætningen løb op i 280 mio. kr. mod 74 mio. kr. og driften gav et underskud på 119 mio. kr. mod 188 mio. kr. i første halvår i fjor. For hele 2007 venter Genmab fortsat et driftsunderskud på 385-435 mio. kr. Beholdningen af værdipapirer ventes at være i størrelsesordenen 3,8-3,9 mia. kr.

Simcorp åbnede 5,9 pct. højere i kurs 1185, efter at selskabet aflagde halvårsregnskab efter tirsdagens lukketid. Regnskabet indeholdt en markant opjustering og overskudsgradsprognosen hæves til 24 pct. fra 20 pct. Omsætningsprognosen hæves til 150-160 mio. euro. fra 146 mio. euro. Selskabet skriver, at udviklingen er meget tilfredsstillende, og at forretningerne udvikler sig fortsat positivt med en omsætningsfremgang 40 pct. til 73,5 mio. euro.

Dantherm aflagde halvårsregnskab, som indeholdt en opjustering af omsætningsprognosen, mens overskudsprognosen for 2007 blev fastholdt. Dantherm steg 3,3 pct. til kurs 188,5.

Auriga Industriens aflagde halvårsregnskab, som indeholdt en nedjustering af forventningerne. Auriga Industriens, som er moderkoncernen til Cheminova, tabte 15 pct. til 150.

RB-Børsen