Overraskende detailsalg vender aktiebilledet

Overraskende gode nøgletal for det amerikanske detailsalg i oktober vendte stemningen en time før åbningen af det amerikanske aktiemarked.

Læs mere
Fold sammen
Futures på de toneangivende indeks skiftede farve til optimistisk grøn, og i den indledende handel blev optimismen vekslet til indeksstigning i to af de tre toneangivende indeks.

Kort tid efter åbningen ligger indekset over de 30 tunge Dow Jones-aktier med fald på 0,1 pct. Men det bredere S&P 500 indeks stiger 0,1 pct. og teknologiaktierne i Nasdaq-indekset stiger samlet 0,2 pct.

Detailsalget steg 0,4 pct. i oktober mod en ventet stigning på 0,1 pct. ifølge Bloomberg News.

Før onsdagens åbning havde den amerikanske leverandør af maskiner og udstyr til landbruget Deere overrasket analytikerne positivt med sit regnskab for fjerde kvartal. Samtidig var forventningerne til 2013/14 noget bedre end ventet. Resultatet per aktie i fjerde kvartal landede på 2,11 dollar, langt højere end de ventede 1,90 dollar. Samtidig var omsætningen lige på forventningerne, da den landede på 8,6 mia. dollar.

Aktien indleder handlen med kursstigning på 2,3 pct.

Der var også kommet regnskab fra detailkæde Lowe's, der slog forventningerne til omsætningen i tredje kvartal og løftede vækstforventningerne til hele 2013. Resultatet per aktie er imidlertid en lille skuffelse for analytikerne, idet overskuddet landede på 0,47 dollar mod ventet 0,48 dollar, ifølge Bloomberg News.

Lowe´s, der har over 1800 butikker i USA og hovedsagligt sælger produkter til hjemmet samt hårde hvidevarer, omsatte i tredje kvartal for 12,96 mia. dollar mod ventet 12,72 mia. dollar.

Lowe's-aktien falder 3,7 pct. i den indledende handel.

Detailsektoren er også repræsenteret ved varehuskæden J.C.Penney, der har oplyst om mindre fald i salget i tredje kvartal sammenlignet med salgsudviklingen i samme kvartal sidste år. Det belønner aktiemarkedet med en kursstigning på 7,0 pct.

Også internetforretningen Priceline markerer sig med indledende kursstigning på 3,8 pct. Selskabet er kommet på Goldman Sachs "conviction buy" liste.

Internetportalen Yahoo har accelereret sit tilbagekøbsprogram med 5 mia. dollar, og det begejstrer investorerne, der sender aktien 3,0 pct. op fra handelsstart.

Og biotekselskabet Biomarin Pharma ligger til kursstigning på 5,8 pct. Selskabet har opnået amerikanske rådgiveres støtte til godkendelse af sin lægemiddelkandidat Vimizin til behandling af en sjælden væksthæmmende stofskifte-lidelse.

Senere onsdag kommer der tal for salget af eksisterende boliger i oktober med et ventet fald på 2,9 pct. Og onsdag aften dansk tid offentliggøres referatet af seneste møde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, hvor investorerne vil søge nyt om centralbankens eventuelle nedtrapning af de pengepolitiske lempelser.