Orphazyme brager frem på børsen efter gode studieresultater

Billede 1
Arkiv. Orphazyme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Biotekselskabet Orphazyme brager frem på fondsbørsen i København onsdag morgen, efter at selskabet har vist pæne resultater med sin lægemiddelkandidat Arimoclomol til behandling af den genetiske sygdom Niemann-Pick type C.

I et fase 2/3-studie har det danske selskab nået sit primære endemål ved at vise en 74 pct. reduktion af udvikling i sygdommen efter 12 måneder sammenlignet med placebo.

Der er tale om statistisk signifikante resultater, oplyser Orphazyme.

Og det bliver belønnet på aktiemarkedet med en stigning på 47,1 pct. til 64 kr. Købspresset i aktien var så stort, at den røg ud i en forlænget åbningsauktion.

Håber på godkendelse i andet halvår 2020

Orphazyme vil nu påbegynde det forberedende arbejde med en registreringsansøgning samt mødes med de amerikanske og europæiske sundhedsmyndigheder i midten af i år for at diskutere en mulig vej til markedsføringsgodkendelse.

Efter planen vil Orphazyme gå efter indsendelse af registreringsansøgning til både FDA og EMA i første halvår 2020, og håbet er, at midlet måske kan godkendes allerede i andet halvår samme år.

»Med dette meget overbevisende datasæt ser vi frem til at samarbejde med myndighederne om at gøre Arimoclomol tilgængelig for patienter så hurtigt som muligt,« siger Anders Hinsby, der er administrerende direktør hos Orphazyme, i en meddelelse.

Orphazyme blev børsnoteret i november 2017 til 80 kr. per aktie, og dermed er der - trods onsdagens stigning - fortsat et godt stykke op til noteringskursen.

/ritzau/FINANS