Optur blev til lille nedtur i USA

En solid fremgang i den indledende handel fik lov at sive henover mandagen, og de amerikanske aktiemarkeder lukkede marginalt lavere.

Investorerne måtte kæmpe for at opretholde den positive stemning, idet kreditbekymringerne lå som en stor usikkerhedsfaktor i baggrunden. Den amerikanske centralbank foretog også mandag en kapitalindsprøjtning, omend i et langt mindre omfang end i fredags.

S&P 500 lukkede 0,1 pct. lavere i 1453, mens Dow Jones Industrial lukkede 0,1 pct. lavere i 13.236. Teknologi-indekset Nasdaq Composite lukkede 0,1 pct. lavere i 2542.

- Vi havde en god begyndelse på aktiemarkedet mandag, men investorerne hopper stadig ikke rundt på gulvet i ekstase for at købe op i markedet, udtalte senioranalytiker hos Schaeffer's Investment Research, Ryan Detrick, til Bloomberg News. Der hersker en stor usikkerhed, om der kommer mere dårlig nyt om kreditmarkedet, bemærkede analytikeren.

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs oplyste mandag, at en af selskabets hedgefonde har haft betydelige tab i år på grund af den seneste uro på finansmarkedet. Derfor reinvesterer banken sammen med andre investorer yderligere 3 mia. dollar i fonden. Goldman Sachs lukkede 1,7 pct. lavere i 177,5 dollar.

Kapitalfonden Blackstone var regnskabsaktuel mandag for andet kvartal og kunne præsentere en tredobling af indtjeningen, som dog alligevel lå i underkanten af analytikernes forventninger. Blackstone-aktien har været presset siden børsintroduktionen tilbage i juni, idet investorerne har været bekymret for selskabets evne til at have en fortsat høj opkøbsaktivitet som følge af de seneste kreditbekymringer. Aktien lukkede 1,7 pct. højere i 25,7 dollar.

Chipproducenten Qualcomm lukkede 2,7 pct. højere i 38,9 dollar, efter at selskabets topadvokat meldte sin afsked efter en række tilbageslag i de juridiske stridigheder med blandt andet konkurrenten Broadcom.

Flere Dow Jones medlemmer, som blev hårdt ramt i sidste uges nedtur på aktiemarkedet, formåede at vinde marginalt ind uden selskabsspecifikke nyheder.

Aluminiumsgiganten Alcoa lukkede 2,5 pct. højere i 35,5 dollar, mens flyproducenten Boeing lukkede 1,6 pct. højere i 100 dollar. Bilgiganten General Motors lukkede 1,8 pct. højere i 34,5 dollar.

Den amerikanske datalagringskoncern EMC steg markante 7,5 pct. til 19,1 dollar, hvilket var den største stigning siden april 2005. Analytikere fra S&P skrev i en dugfrisk rapport, at børsintroduktionen af datterselskabet VMware, som producerer software, vil give et stærkt fundament til EMC's videre fremdrift. Det brede japanske Nikkei 225 indeks lå tirsdag morgen kort inden lukketid 0,1 pct. lavere i 16.793.

RB-Børsen