Opec-møde og amerikanske data styrer råvaremarkederne

Der er fortsat stigninger i priserne på de internationale oliemarkeder fredag morgen.

Foto: ALEXANDER JOE. AFP PHOTO/ ALEXANDER JOE
Læs mere
Fold sammen

Olieprisernes vej op er dog blevet kappet af op til mødet i Organisationen af Olieeksporterende Lande - Opec - efter data for maj viste, at Saudi Arabien har fastholdt en råolieproduktion på et rekordhøjt niveau i maj.

- Produktionen er nødt til at blive reduceret for at forhindre oliepriserne i at falde yderligere. Ikke alene er den saudiarabiske produktion stabil, men vi har også set den amerikanske produktion komme tilbage igen. Det er derfor, markedet er begrænset på topsiden, siger chefstrateg Ric Spooner fra CMC Markets Asia Pacific over for Bloomberg News.

Opec skal diskutere produktionspolitikken på mødet i Wien i slutningen af ugen.

Mandag morgen ligger prisen på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, i 65,25 dollar mod 64,60 dollar fredag eftermiddag.

Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 59,85 dollar mod 59,40 dollar fredag.

På guldmarkedet er investorerne faldet til ro efter fredagens opgørelse af de reviderede amerikanske BNP-data. For selv om der var tale om en kende bedre tal end frygtet, blev de fulgt til dørs af ringe tal for Chicago-regionens fremstillingsvirksomheder.

Det indikerer, at første kvartals misvækst ikke er blevet fulgt op af et efterfølgende opsving.

Dermed kan der blive tale om endnu en udskydelse af den amerikanske centralbanks renteforhøjelse.

Mandag morgen koster en troy ounce guld omkring 1192 dollar, mod 1189 dollar fredag eftermiddag.

På kobbermarkedet er markedet stabiliseret efter at de officielle PMI-data for fremstillingssektoren igen viste en læsning over balancepunktet 50.

- Det er godt at se, at vi har fået en række data over 50, for det vil konsolidere industrimetalpriserne i Kina. Det er mildt positiv og vil være positiv fremadrettet, siger chefinvesteringsofficer Jonathan Barratt fra Ayers Alliance Securities i Sydney til Bloomberg News.

Den officielle PMI-aflæsning for fremstillingssektoren viser 50,2 i maj mod analytikernes forventninger om en stigning til 50,3 og mod en aflæsning på 50,1 i april.

Et ton kobber koster mandag morgen 6028 dollar mod 6011 fredag.