Opec-aftale kan gavne Mærsk og markedet under et

A.P. Møller-Mærsk kan torsdag få medvind fra et pænt prishop på olie. Opec-landene enedes onsdag aften om at trimme produktionen, og det har sendt olieprisen i vejret og medvirket til aktie- og rentestigninger i USA.

Prisen på en tønde Brent-olie steg onsdag med næsten 6 pct., og holder stort set fast i fremgangen torsdag morgen, hvor prisen for en tønde ligger på 48,68 dollar. Fold sammen
Læs mere
Foto: ROSLAN RAHMAN

Derfor er der også lagt op til en generelt positiv åbning på det danske aktiemarked torsdag.

Prisen på en tønde Brent-olie steg onsdag med næsten 6 pct., og holder stort set fast i fremgangen torsdag morgen, hvor prisen for en tønde ligger på 48,68 dollar.

I Tyskland indikerer futuremarkedet en positiv åbning i størrelsesordenen 1,1 pct.

Dermed tegner det også til en grøn åbning for C20 Cap-indekset, der onsdag lukkede i 1021,26 efter at være steget 1 pct.

Olieprisstigningen kan få investorerne til at rette opmærksomheden om Mærsk, hvis A- og B-aktie onsdag steg 1,3 pct. og 0,9 pct. til 9220 og 9620.

Dong, der faldt 0,4 pct. til 267,30 kr., kan muligvis også blive påvirket af en stigende oliepris, da selskabet har en olieforretning ud over hovedsatsningen på vedvarende energi.

Der vil også komme fokus på Novo Nordisk efter meddelelsen om, at selskabet vil reducere medarbejderstaben med cirka 1000 ansatte ud af de 42.300 stillinger i virksomhedens globale organisation. Heraf skal 500 af stillingerne findes i Danmark.

Medarbejderreduktionen er et af flere tiltag, der er iværksat for at reducere driftsomkostningerne som følge af den udfordrende konkurrencesituation, virksomheden står over for i 2017, navnlig i det store amerikanske marked, skriver koncernen.

Novos aktie steg onsdag 0,5 pct. til 290 kr.

DSV får nyt fra sin konkurrent Panalpina, som afholder kapitalmarkedsdag. Det kan give et indblik i den nuværende konkurrencesituation, der hersker på markedet. DSV lukkede onsdag uændret i 324,50 kr.

Fra analytikerkorpset er der torsdag kommet et par nedjusterede anbefalinger. Topdanmark har fået skåret anbefalingen hos Royal Bank of Canada til ?sector perform? fra tidligere ?outperform?. Det fremgår af Bloomberg News. Kursmålet for forsikringsaktien er samtidig sænket til 183 kr. fra 198 kr. Kursmålet svarer til købstilbuddet fra Sampo, men ligger under Topdanmark-aktiens slutkurs onsdag på 186,90 kr.

Også GN Store Nord har fået skåret anbefalingen til "hold" fra "køb" hos Kepler Cheuvreux. Kursmålet er dog uændret 155 kr., hvilket er lidt højere end onsdagens slutkurs på 146,20 kr.

Nets har fået verdens største kapitalforvalter, Blackrock, i sin ejerkreds. Af en ejermeddelelse torsdag morgen fremgår det, at Blackrock ejer 7,3 pct. af aktiekapitalen og stemmerne i Nets. Aktien lukkede onsdag 1,9 pct. lavere 145 - 5 kr. lavere end afregningsprisen i forbindelse med børsnoteringen i sidste uge.

IC Group (+0,6%, 167,5) udbetaler et udbytte på 5 kr. til aktionærerne.