Onsdagens obligationer: Vendte tilbage mod status quo efter fald

Foto: Christian Als.
Læs mere
Fold sammen

Beskedne fald i renten prægede dagens handel med danske obligationer efter en åbning i status quo i 0,35 pct. I løbet af de første timers handel trak renten på den toneangivende danske statsobligation ned mod 0,32 pct., men så vendte tendensen, og dagens handel sluttede med en toneangivende rente på 0,34 pct., som var 1 basispoint lavere end tirsdag eftermiddag.

En nogenlunde tilsvarende udvikling sås for den toneangivende tyske rente.

Renteudviklingen spejlede til en vis grad stemningen på aktiemarkedet, hvor nye og lidt mildere meldinger fra Trump-administrationen i forbindelse med den amerikansk-kinesiske handelskonflikt gav en positiv vending i handlen.

Større udsving sås i renteudviklingen i Spanien og i især Italien, hvor de toneangivende satser faldt henholdsvis 4 og 7 basispoint ved dansk lukketid.

I Italien var der i løbet af formiddagen auktion over korte seks-måneders papirer, der blev solgt med en rente på 0,092 pct. mod en rente på 1,213 pct. ved en tilsvarende auktion for en måned siden, da den italienske regeringskrise dominerede stemningen på de globale finansmarkeder.

Onsdagen var fattig på tungere nøgletal.

Væsentligst var eftermiddagens overraskende opgørelse over den amerikanske ordrebeholdning for varige goder i maj, som faldt 0,6 pct. mod et ventet fald på 1,0 pct. ifølge Bloomberg News.

/ritzau/FINANS