Onsdagens obligationer: Udsigt til lidt højere renter ved åbningen

Der er udsigt til svagt stigende renter ved markedsåbningen onsdag morgen.

Foto: Christian Als. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Der er et efterslæb til udvikling i den amerikanske ledende tiårige rente, som onsdag morgen ligger lige over 2,97 pct. i Asien mod et niveau lige under 2,96 pct., da de danske handlere gik ud i sommervarmen.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation startede tirsdag ud med et fald på omkring 3 basispoint i forhold til mandag, men da skærmene blev slukket var renten blot faldet 1 basispoint til 0,40 pct.

HOLD ØJE MED ISM

Et af dagens vigtigste nøgletal er det amerikanske ISM-indeks for industrien.

Det steg i juni til 60,2, hvilket historisk set er et højt niveau. Analytikere adspurgt af Bloomberg venter et fald til 59,3 for juli.

Faldet vil dog på ingen måder være et varsel om en opbremsning i amerikansk økonomi, når man tager det tårnhøje niveau for ISM-indekset i betragtning, skriver Sydbank i en morgenkommentar og peger på, at et højere indeks end ventet kan presse renterne en smule op og styrke dollaren.

...OG ADP-RAPPORT

Forløberen for jobrapporten på fredag er også blandt et af dagens vigtige tal.

ADP's beskæftigelsesrapport over det private amerikanske jobmarked ventes at vise en stigning på 186.000 job i juli ifølge Bloomberg News efter en stigning på 177.000 måneden inden ifølge reviderede tal.

ADP er en privat rapport, der bruges som en indikator for den officielle arbejdsmarkedsrapport fra det amerikanske beskæftigelsesministerium, som udsendes fredag.

Inden tal fra USA kommer der PMI-tal for Eurozonen og Tyskland

FED I FOKUS

Der er onsdag aften efter markedets lukning nyt fra den amerikanske centralbank, der afslutter sit todages rentemøde.

Det virker som, markedet venter, at rentekomitéen vil gentage ordlyden fra det seneste rentemøde: Styringsrenten vil blive hævet gradvist i de kommende kvartaler.

Generelt ventes mødet ikke at blive særligt spændende, da det ikke efterfølges af en pressekonference.

»På det seneste rentemøde i juni ændrede Fed en del i selve rentebeslutningen, hvor flere sætninger blev slettet,« konstaterer makroanalytiker i Sydbank Mathias Rømer Sproegel.

Han forklarer det med, at i takt med at Fed hæver renten gradvist, ønsker banken større fleksibilitet i pengepolitikken ved ikke at binde sig til bestemte formuleringer om pengepolitikken.

»Der kan komme små ændringer i rentebeslutningen, men vi vurderer, at eventuelle ændringer måtte være kosmetiske,« skriver han i sin morgenkommentar.

Sydbank vurderer, at den mest sandsynlige markedsreaktion vil være en lidt fladere rentekurve, da Fed efter alt at dømme fortsat vil signalere, at renten skal hæves gradvist i de kommende kvartaler.

/ritzau/FINANS