Onsdagens obligationer: Svækket risikoappetit sendte renten lidt ned

En lettere nervøsitet på aktiemarkedet sendte onsdag investorerne over i de mere sikre værdipapirer såsom statsobligationer, og det kastede rentefald af sig herhjemme.

Læs mere
Fold sammen

For den toneangivende tiårige danske statsobligations vedkommende sluttede dagen med en rente på 0,53 pct. Det var 5 basispoint lavere i forhold til tirsdagens lukkeniveau.

Rentefaldet skyldtes formentlig den seneste udvikling i handelskonflikten mellem USA og Kina, idet præsident Donald Trump tirsdag aften sagde, at han ikke er tilfreds med den seneste udvikling i handelsforhandlingerne med kineserne. Det fjernede noget af den optimisme, der ellers herskede tirsdag omkring muligheden for en snarlig aftale mellem landene.

Ved siden af kommentaren fra den amerikanske præsident havde investorerne onsdag fokus på aftenens referat fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve. På rentemødet fastholdt centralbanken sin ledende rente og meldte igen om "gradvise renteforhøjelser".

- Forventninger om flere renteforhøjelser fra Fed har været med til at skubbe den tiårige rente op ad, og det har fra tid til andet været problematisk for aktierne.

- Investorerne vil derfor holde øje med meldinger om antallet af yderligere renteforhøjelser i år - ud over den, der allerede er indpriset på mødet i juni. Rentemarkedet indpriser i øjeblikket lidt over en renteforhøjelse mere i år ud over den i juni, mens vi venter to, siger chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank.

Fra nøgletalssiden kunne investorerne blandt andet bide mærke i tallene for indkøbschefernes tillid i Tyskland og euroområdet i maj, og begge offentliggørelser - målt på PMI-barometrene - skuffede i forhold til økonomernes forventninger.

Omvendt fra der positive overraskelser at hente fra den anden side af Atlanten, hvor de amerikanske indkøbschefer inden for industri såvel som service så lysere end ventet på fremtiden baseret på de foreløbige opgørelser for maj.

/ritzau/FINANS