Onsdagens obligationer: Renterne sluttede med fald på 'talrig' dag

Renten på den toneangivende danske statsobligation endte onsdag i 0,63 pct.

Læs mere
Fold sammen

Det var et fald på 3 basispoint i forhold til tirsdagens lukkeniveau, hvor renten lukkede i 0,66 pct.

Først på eftermiddagen sendte nøgletal fra USA renten ned. Detailsalget i februar overraskede negativt. Salget faldt med 0,1 pct. på månedsbasis, mens økonomerne ifølge Bloomberg News ventede en stigning på 0,3 pct. i forhold til måneden før.

Det hører dog også med til historien, at tallet for januar blev oprevideret til et fald på 0,1 pct. sammenlignet med december. Tidligere var tilbagegangen her opgjort til 0,3 pct.

Til gengæld steg producentpriserne i USA med 0,2 pct. på månedsbasis i februar, hvor økonomerne adspurgt af Bloomberg News havde ventet en stigning på 0,1 pct.

På årsbasis var der tale om en stigning på 2,8 pct., hvilket var som ventet.

I Tyskland landede forbrugerpriserne præcis, som økonomerne ifølge Bloomberg News havde ventet. Stigningen i forbrugerpriserne var på 1,4 pct. sammenlignet med februar sidste år, mens der var tale en stigning på 0,5 pct., når man sammenligner med priserne måneden før.

Der kom også tal for industriproduktionen i eurozonen. Den faldt 0,5 pct. i januar sammenlignet med måneden før, mens den steg 2,7 pct. sammenlignet med samme måned sidste år.

Dermed udviklede produktionen sig svagere end ventet, idet konsensus ifølge Bloomberg News et fald i produktionen på 0,5 pct. på månedsbasis, mens der på årsbasis var ventet en fremgang på 4,4 pct.

Chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, var desuden på talerstolen i Frankfurt, hvor han ifølge Bloomberg News understregede, at banken vil undgå store overraskelser, når den justerer sin pengepolitik.

Senest han holdt tale var torsdag i sidste uge, hvor ordlyden omkring opkøbsprogrammet af obligationer blev ændret en tand.

ECB fjernede formuleringen om, at obligationsopkøbene kan blive udvidet. Det kan være et signal om, at programmet stopper inden årets udgang.

Herhjemme har Nationalbanken offentliggjort sin prognose for 2018. I en analyse af dansk økonomi lyder Nationalbankens vækstskøn for 2018 nu på 1,9 pct., mens den i september ventede en vækst i bruttonationalproduktet (BNP) på 1,8 pct. i år.