Onsdagens obligationer: Renten stiger en spids på genfunden optimisme

Investorerne ser ud til at have genfundet lidt af optimismen, da de onsdag morgen sælger ud af deres beholdninger af danske statsobligationer, hvilket sender statsrenterne opad.

Læs mere
Fold sammen

Efter kort tids handel ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i 0,33 pct. Det er 2 basispoint højere end tirsdag, hvor renten faldt 7 basispoint på baggrund af en fortsat uafklaret politisk situation i Italien, hvor der begynder at være spekulationer om et snarligt nyvalg, der kan ende med at sende landet ud af EU og eurosamarbejdet.

Bekymringerne hertil satte også sit præg på de amerikanske renter tirsdag, hvor renten på den tiårige statsobligation faldt hele 15 basispoint til 2,79 pct.

- Som noget nyt faldt de amerikanske renter mere end de europæiske, nemlig op imod 0,15 pct.point ved europæisk luk. Et klart tegn på flugt til sikker havn.

- Det samme sås i valutamarkedet, hvor dollaren (og den japanske yen) styrkedes, hvilket er, hvad vi typisk ser, når investorerne tager risiko af bøgerne, skriver Andreas Østerheden, der er seniorstrateg i Nordea, i en kommentar.

Onsdag morgen har den amerikanske statsobligation rettet sig en smule, så den i Asien bliver handlet med en rente på 2,83 pct., hvilket er 3 basispoint lavere sammenlignet med ved dansk børslukning tirsdag.

Efter et par stille dage på nøgletalssiden kommer der mere gang i den onsdag, hvor investorerne blandt andet kan se frem til offentliggørelsen af økonomisk tillid for eurozonen, tyske forbrugerpriser og fra USA ADP-jobrapport, engroslagre samt privatforbrug.

Når der er lukket for den danske handel i aften, vil den amerikanske centralbanks periodiske økonomiske barometer-aflæsning - Beige Book - desuden blive offentliggjort. Centralbanken holder herudover bestyrelsesmøde.

/ritzau/FINANS