Onsdagens obligationer: Renten steg efter Yellens tirsdagstale

De danske obligationsrenter sluttede onsdagen med stigninger, efter at den amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, gik på talerstolen og igen signalerede en renteforhøjelse i december.

De danske obligationsrenter sluttede onsdagen med stigninger, efter at den amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, gik på talerstolen og igen signalerede en renteforhøjelse i december.

I en tale tirsdag aften dansk tid i Cleveland, Ohio, sagde Janet Yellen, at det vil være uklogt at sætte pengepolitikken på hold, indtil den amerikanske inflation når målet på 2 pct., og at centralbankens, Federal Reserves, stramninger i rentepolitikken også kan blive lidt for gradvis.

Den toneangivende danske tiårige statsobligation endte onsdag med en rente 0,54 pct., hvilket var 3 basispoint højere end slutniveauet tirsdag.

Ude i Europa var der rentestigninger på mellem 5 og 6 basispoint på de store børser i Tyskland, Frankrig og England.

Ifølge Janet Yellen vurderer centralbankens renteudvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), fortsat, at den overraskende lave inflation i det forløbne år er midlertidig. Og udtalelserne støtter markedets forventninger om en amerikansk renteforhøjelse i december.

Onsdag eftermiddag overraskede det amerikanske nøgletal for ordreindgangen på varige goder positivt med en stigning på 1,7 pct., mens økonomerne ventede en stigning på 1 pct., viser estimater indsamlet af Bloomberg.

Tallet for igangværende bolighandler skuffede omvendt med et fald på 2,6 pct. på månedsbasis i august. Til sammenligning havde økonomerne kun ventet et fald på 0,5 pct.

Efter dansk børslukketid taler et par af den amerikanske centralbanks chefer: James Bullard, der er chef for afdelingen i St. Louis, og Lael Brainard, medlem af Federal Reserves rentekomité.

Investorerne rettede i løbet af dagen opmærksomheden mod et skatteudspil fra USA's præsident, Donald Trump, der præsenteres senere onsdag.

Rygterne går ifølge Sydbank på, at Trump vil hæve beskæftigelsesfradraget, reducere antallet af beskatningsgrænser fra syv til tre og sænke den amerikanske topskatteprocent. Endelig skal selskabssatsen ned til 20 pct.

/ritzau/FINANS