Onsdagens obligationer: Renten står i stampe før nyt om handelskrig

ARKIVFOTO af USA's præsident Donald Trump og Kinas Xi Jinping under et bøde i Beijing ( Nicolas Asfouri / AFP / Ritzau Scanpix). Fold sammen
Læs mere
Foto: NICOLAS ASFOURI

Handelskrigen mellem USA og Kina kan blusse op igen, hvis den amerikanske præsident, Donald Trump, får sit forslag om mere told på kinesiske varer igennem. De øgede toldafgifter på 200 mia. dollar skal først gennem en offentlig høring - men uden indsigelser kan det være et faktum, som de danske handler vågner op til torsdag morgen.

Og det afspejles på det danske marked for statsobligationer, hvor renten på den tiårige statsobligation fastholdes i niveauet 0,31 pct. onsdag middag.

- Der er i øjeblikket ingen tegn på, at hverken Donald Trump eller den kinesiske præsident Xi Jinping vil give sig. Hvis amerikanerne endnu en gang øger tolden på kinesiske varer, nærmer konflikten sig et niveau, hvor den begynder at kunne mærkes og risikerer over tid at få konsekvenser, siger Otto Friedrichsen, der er aktiechef og partner i Formuepleje.

Onsdag er ligeledes dagen, hvor USA og Canada genoptager forhandlingerne om en handelsaftale.

Den endelige opgørelse over indkøbschefernes forventningsindeks i euroområdets steg en spids i august. Overordnet blev indekset opgjort til 54,5, hvor tallet i den første opgørelse hed 54,4. Økonomerne havde ifølge Bloomberg ventet et samlet tal på 54,4.

Senere onsdag kommer der tal for det amerikanske handelsunderskud. Og desuden taler et par af den amerikanske centralbanks regionale chefer i løbet af onsdagen.

/ritzau/FINANS