Onsdagens obligationer: Lidt højere tyske priser trak renten op

Lidt større tysk inflation end ventet i november bragte onsdag eftermiddag mere sving i et ellers noget stillestående obligationsmarked, og ved lukketid lå renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation i 0,45 pct., som var 5 basispoint højere end lukkeniveauet tirsdag eftermiddag.

Frem mod offentliggørelsen af den foreløbige opgørelse af den tyske prisudvikling havde renten kun flyttet sig 1 basispoint højere.

Samme mønster sås for renteudviklingen i Frankrig og Tyskland, mens stigningen i London var mere markante 9 basispoint som reaktion på positivt rygter om forhandlingerne mellem EU og Storbritannien om vilkår for brexit. I USA lagde den ledende T-bond ud med et renteløft på 6 basispoint inspireret af den tyske udvikling.

Stigningen i de tyske priser blev i den foreløbige opgørelse beregnet til 1,8 pct. mod en ventet stigning på 1,7 pct. Og i den EU-harmoniserede version steg priserne 0,3 pct. på månedsbasis mod en ventet stigning på 0,2 pct.

Forinden havde markedet fået svagt skuffende tillidsindikatorer fra eurozonen. De to tillidsindikatorer for industri og service og indikatoren for det generelle forretningsklima lå alle lidt lavere i november end ventet ifølge Bloomberg News, mens forbrugertilliden på 0,1 flugtede med estimaterne.