Onsdagens obl.: Stille dag i Europa

 

Det danske obligationsmarked havde onsdag en stille dag med små negative udsving, da den makroøkonomiske kalender ikke bød på de store nyheder. De fleste investorer ser dog frem mod ECB-chef Trichets tale torsdag. Amerikanske låneansøgninger trykkede kurserne.

 

Den toneangivende danske 9-årige statsobligation lukkede 0,23 point lavere i kurs 100,24 med en effektiv rente på 3,96 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,10 point lavere i kurs 92,33 med en effektiv rente på 4,80 pct.

 

I USA fik investorerne tal for handelsunderskuddet, som faldt i november til 58,2 mia. dollar fra nedrevideret 58,8 mia. dollar. Analytikerprognosen lød på en stigning til 60 mia. dollar.

 

- Det kan indikerer, at væksten i fjerde kvartal kan blive stærkere end mange har ventet, sagde cheføkonom Claus Valgreen fra Danske Bank til RB-Børsen.

 

De amerikanske ansøgninger til realkreditlån for den første uge af året overraskede markant. Antallet af ansøgninger steg 16,6 pct. mod 3,6 pct. ugen for inden. De overraskende tal sendte kurserne lavere.

 

- Ansøgninger til realkreditlån begynder nu at vise en opadgående trend, som indikerer at det amerikanske boligmarked ikke blot har ramt bunden, men måske også er begyndt at vende, udtalte cheføkonom Claus Valgreen fra Danske Bank til RB-Børsen.

 

De amerikanske engroslagre steg 1,3 pct. i november fra nedreviderede 0,4 pct. i oktober. Analytikerprognosen var en stigning på 0,5 pct.

 

Onsdagen var for mange af markedsdeltagerne en mellemdag før det europæiske rentemøde torsdag. Især Trichets efterfølgende tale vil blive studeret nøje.

 

- Det handler som altid om de små kodeord Trichet ligger ind i talen. Chancen er, at Trichet lægger op til en rentehævelse allerede i februar, sagde cheføkonom Claus Valgreen fra Danske Bank til RB-Børsen.

 

Den toneangivende amerikanske 10-årige Treasury Bond lå ved dansk lukketid 8/32 point lavere i kurs 99 15/32 med en effektiv rente på 4,69.

 

Den franske industriproduktion for november blev præsenteret onsdag morgen. Industriproduktionen faldt 0,2 pct. i november, hvor analytikerprognosen lød på en stigning på 0,7 pct. På årsbasis er industriproduktionen faldet 1,1 pct., hvor analytikerne ventede en nulvækst i november.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )