Onsdagens obl.: Højere efter nøgletalstung dag

 

Det danske obligationsmarked lukkede onsdag højere. I den afsluttende handel løftede et svagere end ventet PMI-tal for Chicago obligationskurserne. Amerikansk BNP var dagens nyhed.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede onsdag 0,14 point højere i kurs 99,70 med en effektiv rente på 4,03 pct. Blandt realkreditobligationerne endte 4-35'erne 0,03 point højere i kurs 91,98 med en effektiv rente på 4,84 pct.

 

Ved eftermiddagstid fik investorerne opgørelsen over den amerikanske BNP for fjerde kvartal, som viste en markant bedre end ventet vækst på 3,5 pct. mod 2,0 pct. kvartalet forinden. Analytikerne havde ventet en 3,0 pct. stigning.

 

- Tallet i dag viste, som Danske Bank havde ventet, en meget robust vækst i den amerikanske økonomi. Det er især privatforbruget og nettoeksporten, der ligger til grund for det fine tal, sagde analytiker Peter Possing Andersen fra Danske Bank til RB-Børsen. Analytikeren havde inden opgørelsen netop estimeret en BNP-vækst på 3,5 pct.

 

- Det er en stærk indgang til 2007. Vi forventer, at det amerikanske boligmarked vil vende, og vi vil se en BNP-vækst på 3 pct. for helåret 2007. Bekymring for, at den amerikanske økonomi får en såkaldt hård landing, må nu være drevet over, fortsatte Peter Possing Andersen.

 

Det regionale Chicago PMI for januar faldt overraskende til 48,8 mod nedrevideret 51,6 i forrige måned. Analytikerne havde ventet et tal på 52,0. Det lidt svagere tal løftede kurserne til positiv.

 

Estimatet for forbrugerprisstigningerne i eurozonen viste en uændret tendens 1,9 pct. i januar på årsbasis. Analytikerne havde ventet en stigning på 2,1 pct. på årsbasis.

 

Den tyske arbejdsløshedsprocent faldt til 9,5 pct. i januar mod 9,8 pct. måneden forinden. Analytikerne havde ventet et fald til 9,7 pct.

 

Dagen afsluttes med den amerikanske centralbanks rentemøde. Analytikerne venter en fastholdelse af renten på 5,25 pct. Derfor kommer Feds retorik på det efterfølgende pressemøde i højsædet.

 

- Vi vil nok se Fed stramme sin retorik onsdag aften. Hvor Fed i december var lidt blødere, vil Fed i aften udtrykke bekymring for inflationen, vurderede Peter Possing Andersen.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )