Onsdagens aktier: Tumultagtig dag endte med lille plus

 

Morgenstundens aktieudsalg blev afløst af en roligere udvikling, som fik overtaget ved middagstid. I eftermiddagens handel overtog A.P. Møller - Mærsk opmærksomheden med sin regnskabspræsentation, som genoplivede de store kursudsving for en stund. Alt i alt blev det til et plus i C20-indekset på 0,3 pct. til 485,84.

 

A.P. Møller - Mærsk's B-aktie, som oplevede store kursudsving efter sin regnskabsaflæggelse, endte 1,3 pct. højere i kurs 69.900. I regnskabet opjusterede APM overskudsforventningerne til 3,24 mia. dollar (18 mia. kr.) fra 3,0 mia. dollar, imens fastholdes omsætningsprognosen på 50 mia. dollar (277,8 mia. kr.). Opjusteringen er båret frem af avancer fra skibssalg. Jyske Bank-analytiker Michael Lyngsø konstaterede, at engangsindtægterne i regnskabet er på 3,6 mia. kr., hvilket er næsten 1 mia. højere en de 2,7 mia. kr., Jyske havde ventet, men de er hele 2 mia. kr. højere end konsensus.

 

- Reelt må analytikerne være skuffet over den primære drift, sagde Michael Lyngsø til RB-Børsen.

 

A.P. Møller - Mærsk leverede en omsætningsfremgang på 6 pct. til 131,16 mia. kr. i første halvår. Salget lå under analytikernes forventninger. Overskuddet steg 8 pct. til 18,93 mia. kr. før skat.

 

Danisco-aktien fik et løft efter selskabets generalforsamling, hvor ledelsen ikke afviste ideen om at dele selskabet i en sukker- og en ingrediensforretning. Det skal dog ikke være lige nu, forklarede bestyrelsesformand Anders Knutsen. De store investorer LD og ATP vil ikke støtte det forslag om en spaltning af koncernen i to. Danisco endte 1,3 pct. højere i kurs 405.

 

I C20-regi endte William Demant med største tab på 3,5 pct. til kurs 467.

 

Kursraketten Rockwool aflagde halvårsregnskab, hvilket understøttede den flyvende aktie, som lukkede 5,9 pct. højere i kurs 2006. Driftsindtjeningen (EBIT) steg 183 pct. til 1,30 mia. kr. i første halvår. Omsætningen steg 26 pct. til 6,70 mia. kr. I regnskabet hævede Rockwool overskudsprognosen med 300 mio. kr. til 1,6 mia. kr. for helåret 2007, mens omsætningsvækstprognosen hæves til 22 pct. fra 16 pct.

 

G4S sluttede 0,5 pct. lavere i kurs 22,0 efter halvårsregnskabspræsentationen. Vagt- og sikkerhedskoncernen præsenterede en fremgang i overskuddet på 23 pct. til 61,3 mio. pund (672 mio. kr.) i første halvår. Halvårsregnskabet får Sydbank-analytiker Jacob Pedersens "godkendt"-stempel. Han peger på, at den organiske vækst i første halvår har været utrolig stærk på 7,5 pct.

 

Joint-ventureselskabet MT Højgaard, som er ejet Højgaard Holding og Monberg & Thorsen, aflagde halvårsregnskab, hvor helårsprognoserne blev gentaget. Højgaard Holding lukkede 8,1 pct. højere i kurs 241, mens Monberg & Thorsen steg 3,5 pct. til kurs 585.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )