Onsdagens aktier: Starter med lille plus i generelt afventende handel

Det danske aktiemarked har taget hul på onsdagens handel med små udsving, og efter kort tids handel ligger eliteindekset C25 med en stigning på 0,2 pct. til indeks 1041,34.

Den marginale indeksbevægelse kan forklares med en afventende indstilling hos investorerne, som ud over de igangværende handelsforhandlinger mellem USA og Kina også sidder og venter på udfaldet af seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve. Mødet startede tirsdag og afsluttes onsdag aften efter dansk børslukning.

»Der faldt ro over investorerne i går, og de trækker vejret inden Fed-mødet, handelsforhandlingerne mellem USA og Kina samt jobrapporten fra USA,« skriver chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank i en kommentar.

I forhold til selskaberne herhjemme kigger investorerne blandt andet mod Danske Bank, som stiger 0,3 pct. til 122,75 kr. Blackrock, der er verdens største kapitalforvalter, har reduceret sin andel af aktier i banken og ejer nu 4,99 pct. Derved kan Blackrock ikke længere kalde sig storaktionær i Danske Bank.

Selskab Kurs Ændr. %

Med hensyn til Danske Bank har Jyske Bank desuden sænket sit kursmål for aktien til 160 kr. fra 170 kr., uden at der ændres ved købsanbefalingen.

I forsikringssektoren bliver der kigget mod Topdanmark og Tryg, efter at Keefe, Bruyette & Woods (KBW) har sænket anbefalingen af de to aktier til »underperform« fra »market perform«. KBW lægger i samme omgang 10 kr. til kursmålet for Tryg, så det nu lyder på 150 kr., mens kursmålet for Topdanmark løftes til 280 kr. fra 265 kr.

Topdanmark-aktien falder 1,2 pct. til 315,60 kr., mens Tryg-aktien falder 0,7 pct. til 168 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Novozymes og Vestas er ligeledes blevet kigget efter i sømmene af analytikerne. For Novozymes løfter JPMorgan anbefalingen til »neutral« fra »undervægt« uden at ændre ved kursmålet på 275 kr.

Samtidig får Vestas løftet kursmålet af Nordea til 585 kr. fra 535 kr. uden nogen ændringer i købsanbefalingen, mens HSBC løfter kursmålet for Vestas-aktien til 550 kr. fra 520 kr. uden at røre ved »hold«-anbefalingen.

Novozymes-aktien stiger 0,3 pct. til 280,30 kr., og Vestas-aktien stiger 0,7 pct. til 540 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Uden for eliteindekset fremlagde NNIT tirsdag aften det årsregnskab, som egentlig først skulle have været fremlagt onsdag. De tørre tal viste en fremgang i omsætningen til 3007 mio. kr. fra 2892 mio. kr. i 2017 og en vækst i resultatet af primær drift (EBIT) til 305 mio. kr. fra 276 mio. kr.

I det nye regnskabsår spår NNIT en omsætningsvækst i lokale valutaer på 3-6 pct. og en overskudsgrad (EBIT) i faste valutaer på 10-10,5 pct. NNIT-aktien falder 5,4 pct. til 200,50 kr.

Også Andersen & Martini havde nyt efter dansk børslukning, hvor bilforhandleren nedjusterede forventningerne til hele 2018, hvor er nu ventes et resultat før skat i niveauet 1-2 mio. kr. mod tidligere ventet et overskud på 5-10 mio. kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Ifølge selskabet er det Opel-forretningen, der har skuffet. Aktien i Andersen & Martini ligger uændret i 61,50 kr.

Dagens foreløbigt største kursstigning tilfalder Orphazyme, der stiger hele 31 pct. til 57 kr., efter at biotekselskabet har vist pæne resultater med sin lægemiddelkandidat Arimoclomol til behandling af den genetiske sygdom Niemann-Pick type C.

/ritzau/FINANS