Onsdagens aktier: Simcorp toppede positivt nyhedsmættet indeks

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Softwareselskabet Simcorp løb med den største portion opmærksomhed i onsdagens aktiemarked, hvor aktien sluttede med et plus på 7,0 pct. til 596,50 kr. og dermed leverede sit positive bidrag til fremdriften i det danske C25-indeks, der lukkede i 1092,48 eller 0,8 pct. højere end tirsdagens slutniveau.

- De kom rigtig fint ud af fjerde kvartal, konstaterer senioraktiehandler i Sydbank Christian Thatje om onsdagens højdespringer.

Simcorp havde i fjerde kvartal en omsætning på 129,1 mio. euro mod 114,2 mio. euro i samme kvartal 2017. Driftsoverskuddet (EBIT) steg til 50,8 mio. euro fra 45,9 mio. euro i samme kvartal året før, og det resulterede i et overskud efter skat på 37,7 mio. euro mod 35,4 mio. euro efter skat.

Ordreindgangen nåede op på 60,6 mio. euro mod 49,3 mio. euro i den tilsvarende periode året forinden, og ordrebeholdningen var på 45,5 mio. euro ved udgangen af året eller 20,7 mio. euro mere end ved udgangen af 2017.

Simcorp varsler dertil øget udbytte og aktietilbagekøb. Men omvendt var forventningerne til 2019 lidt blødere end ventet.

FINE TAL FOR GENMAB

Onsdagen var forholdsvis mættet på selskabsspecifikke nyhedskalorier, og med få undtagelser var de af den positive slags.

- Du har selvfølgelig Genmab her op til regnskabet ved lukketid i dag. Normalt er det en ikke-begivenhed. Men i dag er det spændende, om de estimerer en omsætning i Darzalex på 3 mia. dollar i 2019, som udløser en royalty-betaling på 100 mio. dollar. Det kunne nok føre til en kursreaktion i morgen (torsdag, red.), antager Christian Thatje.

Allerede onsdag morgen var der nyt til selskabet med opdaterede tal for salget af Darzalex i USA i januar. Det opgøres til 131,3 mio. dollar, som er 10 pct. højere end i december. Det er en anelse bedre end Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen regnede med.

- Vi bemærker i forbindelse med salget i januar i forhold til december, at der er én arbejdsdag mere i januar 2019 i forhold til december 2018. Korrigeret for den ekstra arbejdsdag viser Darzalex en underliggende fremgang på 5 pct. i januar i forhold til december 2018, hvilket vi anser som en solid start på 2019 for Darzalex, skriver han i en analyse.

Genmab sluttede onsdagen med et plus på 1,8 pct. til 1008 kr.

DSV er en tredje aktie, som Christian Thatje hæfter sig ved.

- Den har været i vælten efter en artikel om, at Kuhne + Nagel vil købe DSV. Men der er nok mange, der sætter spørgsmålstegn ved den artikel, og DSV har selv afvist den, noterer senioraktiehandleren.

Ikke desto mindre blev DSV-aktien løftet 2 pct. i den tidlige handel og sluttede dagen 0,9 pct. højere i 540 kr.

GODKENDELSE TIL NOVO

Novo Nordisk lukkede med et plus på 0,03 pct. til 327,10 kr. Medicinalgiganten kunne glæde sig over en amerikansk godkendelse af blødermidlet N8-GP til behandling af voksne og børn med lidelsen hæmofili A. Godkendelsen omfatter både forebyggelse og behandling af bløderepisoder samt anvendelse i forbindelse med operationer.

Onsdag eftermiddag oplyste Novo endvidere om et digitalt samarbejde med amerikanske Abbott.

Og selv William Demant, der tirsdag snublede fælt i et skuffende årsregnskab og tabte 9,2 pct., sluttede positivt med et plus på 0,5 pct. til 201,40 kr., selv om storbanken JPMorgan ifølge Bloomberg News sænkede sit kursmål for aktien til 233 kr. fra 237 kr., og Nordea har sænket sit med 15 kr. til 250 kr.

Torsdagens store regnskabsnyhed kommer givetvis fra A.P. Møller-Mærsk, og op til regnskabsdagen steg logistikkoncernens B-aktie onsdag 2,4 pct. til 9366 kr.

RO OM NETCOMPANY

Uden for C25 sprang Netcompany højt med et plus på 7,3 pct. til 232,35 kr., efter at softwareselskabet onsdag kunne meddele, at kapitalfonden FSN Capital Partners nu har solgt sine sidste 3,1 mio. aktier i selskabet - endda uden rabat i forhold til lukkekursen tirsdag. Det gav positiv stemning om aktien, at der ikke kommer flere større aktieportioner til salg.

Onsdagens mindre regnskaber kom fra Salling Bank, der lukkede med et plus på 3,3 pct. til 218 kr., fra Victoria Properties, der steg 0,3 pct. til 1,72 kr., fra Boliga, der tabte 3,4 pct. til 7,20 kr., og fra Kreditbanken, der faldt 2,4 pct. til 2460 kr.

/ritzau/FINANS