Onsdagens aktier: Santa Fe styrtdykkede og bred nedtur for eliteaktier

ARKIV. Fold sammen
Læs mere
Foto: Drew Angerer/AFP/Ritzau Scanpix

Santa Fe faldt tungt på det danske aktiemarked onsdag efter nyheden om, at det har frasolgt sin flytteforretning og nu har sat kurs mod afvikling.

Selskab Kurs Ændr. %

Overordnet var stemningen på markedet dagen igennem klart negativ, og eliteindekset C25-endte 1 pct. lavere i 1142,98 efter fald i 24 af indeksets 25 aktier.

Nedturen var blandt andet rodfæstet i en hård tale fra den amerikanske præsident, Donald Trump, mod Kina tirsdag aften, samt historien om, at Trump risikerer at blive stillet for en rigsret.

»USA faldt noget tilbage tirsdag, hvor der kom et større fald end ventet i forbrugertilliden. Vi ser også en lidt hårdere retorik fra Trump over for Kina, og så er der spekulationer om den her rigsretssag mod Trump om hans påståede pres på Ukraine for at undersøge Biden.«

»Specielt den sidste del er en ny dimension, der er kommet ind i markedet, og det har givet lidt ekstra usikkerhed til aktiemarkederne på alle niveauer,« siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til Ritzau Finans.

Har »overskuelig restløbetid«

Dagens største nedtur ramte Santa Fe, efter meddelelsen om at det efter salget af sin flytteforretning nu lakker mod enden for selskabet, som tidligere gik under navnet ØK.

»Vi har en række aktionærer, vi skal tage hensyn til. Men det er da klart, at vi har en overskuelig restløbetid for selskabet, efter vi har solgt aktiviteterne fra,« siger Henning Kruse, der er bestyrelsesformand i Santa Fe, til Ritzau Finans.

Santa Fe-aktien faldt hele 37,8 pct. til 1,35 kr.

Blandt aktierne i C25 faldt Genmab 0,7 pct. til 1405,50 kr. trods et par positive analyseopdateringer om selskabet. Barclays satte kursmålet for Genmab-aktien op til 1600 kr. fra 1400 kr., og DNB Markets løftede sit til 1630 kr. fra 1560 kr.

De to finanshuse gentog endvidere henholdsvis anbefalingen »overvægt« og »køb«, fremgik det af Bloomberg.

Godkendelse til Bavarian i USA

Selskab Kurs Ændr. %

Bavarian Nordic sprang frem fra morgenstunden, efter nyheden tirsdag aften om at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har godkendt selskabets koppevaccine Imvamune, der vil blive markedsført under navnet Jynneos.

Men efter en lille times tid i positivt terræn og en topkurs for dagen på 217,80 kr. begyndte den at falde. Ved lukketid lå den i 192,80 kr. efter et fald på 5,4 pct.

»Det var ikke den største overraskelse, at godkendelsen kom, men man kan da godt være overrasket over, at aktien falder så meget nu her,« siger Mads Zink.

Den danske energikoncern Ørsted kan nu lægge den langstrakte Elsam-sag bag sig. Allerede i maj gav Vestre Landsret Ørsted medhold i den ene ud af to konkurrencesager hos myndighederne, og nu er den sidste sag også afgjort til Ørsteds fordel, skriver energikoncernen i en meddelelse til fondsbørsen.

Ørsteds aktie endte 1,6 pct. lavere i 627,60 kr.

Positiv anbefaling af Novozymes

Selskab Kurs Ændr. %

Der var også analysenyt fremme om Novozymes, som fik løftet både kursmål og anbefaling af analysehuset Morningstar. Anbefalingen blev hævet til »køb« mod tidligere »hold« og kursmålet til 335 kr. fra 285 kr. Aktien faldt alligevel 1,2 pct. til 287,50 kr.

Endvidere fik den islandske protesevirksomhed Össur løftet sit kursmål til 55 kr. fra 49 kr. af ABG Sundal Collier. Anbefalingen er fortsat »køb«, fremgår det af data fra Bloomberg News. Aktien steg 1,5 pct. til 53,70 kr. onsdag efter tirsdagens stigning på 3,7 pct., da selskabets holdt kapitalmarkedsdag.

Kun en enkelt aktie i C25 styrede uden om nedturen onsdag. Det var Jyske Bank, som steg marginale 0,2 pct. til 218,50 kr.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk