Onsdagens aktier: Pandora til tops i let positivt marked

Det danske aktiemarked målt på eliteindekset C25 er onsdag åbnet marginalt højere.

Smykkekoncernen Pandora afholder onsdag formiddag generalforsamling i København, hvor selskabets investorer formentlig vil have fokus på fremtiden, efter et 2018 som bestemt ikke gik Pandoras vej. Fold sammen
Læs mere
Foto: Benoit Tessier

Efter et kvarters handel ligger indekset 0,1 pct. højere i 1112,72 - særligt drevet af en pæn stigning til Pandora-aktien.

Tirsdag endte C25-indekset dagen med et plus på 0,7 pct. til 1112,03, og dermed klarede det danske indeks sig noget bedre end de øvrige i Europa, mens indekset også mandag sluttede i grønt.

Den danske regnskabssæson er nu så godt som overstået, og i hælene på de finansielle resultater følger generalforsamlingerne, hvoraf flere af C25-selskaberne onsdag byder ind.

Smykkekoncernen Pandora afholder onsdag formiddag generalforsamling i København, hvor selskabets investorer formentlig vil have fokus på fremtiden, efter et 2018 som bestemt ikke gik Pandoras vej.

Siden årsskiftet har aktien dog genvundet noget af det tabte med en stigning på over 20 pct. Udviklingen har særligt været drevet af selskabets omfattende plan for, hvordan det igen skal få vind i sejlene og gang i positiv vækst.

Onsdag morgen forud for børsens åbning har Pandora desuden meddelt, at smykkeselskabet igangsætter forberedelser til at finde ny formand.

Nuværende formand Peder Tuborgh vil således på onsdagens generalforsamling bede Nomineringsudvalget igangsætte forberedelser i løbet af 2019 til at udpege sin efterfølger.

»Når vores nye CEO, Alexander Lacik, er kommet ombord, og vi begynder at se resultaterne af Programme NOW, er fundamentet for en succesfuld brand turnaround på plads. Så vil det være rette tid til, at jeg giver stafetten videre til en ny formand,« lyder det fra Peder Tuborgh i en meddelelse.

Pandora-aktien stiger fra morgenstunden 1,3 pct. til 317,10 kr.

Også Carlsberg holder onsdag generalforsamling i København, hvor der ifølge Dagbladet Børsen fra investorernes side vil blive kastet et kritisk blik på topchef Cees 't Harts lønpakke.

Carlsberg-aktien falder kort inde i dagens handel 0,2 pct. til 827,40 kr.

Også SAS, Netcompany, ALK-Abelló, Jutlander Bank og Djurslands Bank afholder generalforsamlinger onsdag.

Tryg har desuden hævet kursmålet for Danske Bank-aktien, så det nu lyder på 185 kr. mod tidligere 175 kr.

Danske Bank-aktien falder fra start 0,4 pct. til 127,55 kr.

REGNSKAB FRA IT-SELSKAB

Blandt sidepapirerne leverer it-selskabet Columbus onsdag regnskab for fjerde kvartal af 2018. Selskabet venter for året en omsætning på 2 mia. kr. samt et driftsresultat (EBITDA) i niveauet 200 mio. kr.

Selskabets aktie taber 0,5 pct. til 13,30 kr.

Også sikringskoncernen G4S kan komme i investorernes søgelys, efter at analytikerne hos RBC Capital Markets har skåret i kursmålet.

Det lyder nu på 17,74 kr. mod tidligere 19,43 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.

Investeringsbanken gentager sin anbefaling "sector perform" for sikkerhedskoncernen.

G4S-aktien falder efter kort tid 0,6 pct. til 17,57 kr.

RESULTATER FRA BIOTEKSELSKAB

Onsdag kan også biotekselskabet Onxeo komme i fokus, efter at selskabet tirsdag aften efter børsens lukketid leverede årsregnskab for 2018.

Det viste, at selskabet lykkedes med at reducere underskuddet kraftigt i 2018, selv om omsætningen faldt gennem året.

Udviklingen dækkede blandt andet over sænkede driftsomkostninger og en lavere nedskrivning af pipeline-værdien end året før.

Omsætningen landede i 2018 på 6,1 mio. euro mod 9,5 mio. euro året før. Af indtægterne var 3,8 mio. euro ikke-tilbagevendende betalinger i forbindelse med licenser og frasalg af licenser.

Fra morgenstunden stiger Onxeo-aktien 0,4 pct. til 6,79 kr.

Og så har Schouw fået sænket kursmålet for aktien af SHB til 601 kr. fra 634 kr.

Schouw-aktien falder onsdag morgen 0,5 pct. til 502,00 kr.

/ritzau/FINANS