Onsdagens aktier: Ørsted presset ned trods milliardsalg i rødt marked

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Dagens nok største nyhed i det danske eliteindeks onsdag var Ørsteds salg af sin danske eldistributionsforretning Radius til SEAS-NVE for 21,3 mia. kr.

Selv om energikoncernen nu har fået foret pengetanken, endte aktien i bunden af C25-indekset med et fald på 3,5 pct. til 627,60 kr.

Også Chr. Hansen var at finde blandt bundskaberne med et minus på 2,4 pct. til 562,80 kr., efter den amerikanske kunde fødevarekoncernen General Mills kom med regnskab og et skuffende syn på udviklingen fremover.

Samlet var de to aktier med til at få C25-indekset til at falde med 0,05 pct. til 1143,8 i modsætning til de europæiske markeder, der lå til plusser ved dansk lukketid.

»Umiddelbart fik Ørsted det for Radius, der var ventet. Men det kan være oplysningen om, at SEAS-NVE vil sælge ud af sine aktier i Ørsted over de næste 12 måneder, der er med til at presse kursen i dag,« vurderer Mikkel Duus-Hansen, der er aktieanalytiker i Spar Nord.

SEAS-NVE vil sælge ud af sin omkring 10 pct. store aktiepost i Ørsted over det næste år nedbringe ejerandelen til cirka 5 pct., skrev SEAS-NVE i meddelelsen om Radius-handlen.

DSV RETTEDE SIG

Transportkoncernen DSV fik stryg fra morgenstunden, men aktiekursen rettede sig hen over dagen, og den endte i et mindre fald på 0,1 pct. til 655 kr.

Det var en pakke med en nedjustering fra amerikanske Fedex, der i første omgang fik investorerne til at sende DSV ned. Også A.P. Møller-Mærsk endte med fald på 2,2 pct. til 7790 kr. for B-aktien på den konto.

»Fedex skuffer - ikke kun på grund af handelskonflikten men lige så meget på, at de ikke har været særlig gode til at få integreret hollandske TNT i koncernen. Modsat er DSV jo verdensmestre i at fusionere selskaber ind i koncernen,« siger Mikkel Duus-Hansen.

BALLADE I SYDBANK

Sydbank kunne tirsdag aften fortælle, at hele fire bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden og næstformanden, har trukket sig som følge af uenighed om strategien.

Ifølge en meddelelse fra banken har de fire bestyrelsesmedlemmer taget konsekvensen af uenighed om strategien og forladt bestyrelsen. Minimeringen skete efter »uenighed om governance og den fremtidige strategi«, oplyste banken. Og Sydbank vil »snarest muligt« indkalde bankens repræsentantskab med henblik på at vælge nye medlemmer til bestyrelsen.

Siden har Finanswatch dog erfaret, at det skyldtes uenighed om, hvorvidt Sydbank skulle være mere åben over for en fusion.

Aktien endte med et plus på 0,4 pct. på aktiekursen til 102,40 kr. på den historie.

DAGENS ANALYSENYT

Lundbeck faldt med 0,1 pct. til 229,20 kr., efter at Credit Suisse skar sit kursmål for aktien i medicinalselskabet til 235 kr. fra 280 kr. med en gentagelse af anbefalingen »underperform«.

Credit Suisses opdatering kom, et par dage efter Lundbeck fortalte om sit køb af amerikanske Alder Biopharmaceuticals for 13 mia. kr. Med købet følger et lægemiddel til forebyggelse af migræne, som nærmer sig en mulig markedsføringstilladelse i USA.

Der var også nyt om Pandora, idet den amerikanske storbank Goldman Sachs lagde en tier ekstra på kursmålet til 310 kr. Anbefalingen er fortsat »neutral«, fremgik det af Bloomberg News.

Pandora faldt 1,1 pct. til 298,30 kr.

VENTEDE PÅ FED

Ellers var markedet general afventende på resultatet - og kommentarerne - fra rentemødet i den amerikansk centralbank efter dansk lukketid.

Det var ventet, at Federal Reserve satte sin ledende rente ned med 25 basispoint til 1,75-2,0 pct.

/ritzau/FINANS