Onsdagens aktier: Massiv Lundbeck-nedtur gav største kursfald i to år

Lundbeck havde en sort onsdag, da aktien faldt 14,3 pct. og dermed overgik det massive kursfald, som satte ind 11. september 2017, hvor den succesrige topchef Kåre Schultz sagde op.

Foto: Liselotte Sabroe

Dagen bød desuden på markante kursfald til ligeledes regnskabsaktuelle Novo Nordisk, Coloplast og FLSmidth, og samlet endte C25-indekset med et fald på 1,5 pct. til 1131,30.

Lundbeck ellers både solgte og tjente flere penge end ventet i andet kvartal, hvor medicinalselskabet desuden løftede forventningerne til 2018 en anelse.

Medicinalselskabet venter nu en omsætning på 17,6-18,0 mia. kr. samt et driftsresultat (EBIT) på 4,9-5,2 mia. kr. i 2018. Den tidligere prognose var henholdsvis 17,2-18,0 mia. kr. og 4,8-5,2 mia. kr.

- Lundbeck er de seneste år steget på at øge indtjeningen ved at skære til og få gamle produkter til at sælge. Når vi kigger på andet halvår, så kommer indtjeningen til at blive lavere, fordi flere produkter går af patent, og det er for alvor gået op for markedet i dag. Derfor ser vi den kraftige reaktion, siger aktiechef Tue Østergaard fra ABG Sundal Collier.

Da Kåre Schultz sidste år sagde op til fordel for et job hos israelske Teva, faldt Lundbeck-aktien 13,8 pct. Onsdagens kursfald var det største siden 23. september 2016, hvor et floppet studie med et middel til behandling af Alzheimers sendte aktien ned med 15,3 pct.

NOVO-REGNSKAB UDEN GLIMMER

Novo Nordisk blev også sendt i skammekrogen efter sit regnskab for andet kvartal, hvor omsætningen på 27,4 mia. kr. og driftsoverskuddet på 12,2 mia. kr. ellers var helt som ventet. Aktien faldt 6 pct. til 303,65 kr.

- Der var ikke de store overraskelser i regnskabet. Intet nyt om besparelser, fortsat udsigt til prispres i USA næste år, og derudover var både salget af Tresiba og Victoza lavere end ventet, siger Tue Østergaard.

FLSmidth leverede en positiv overraskelse på ordresiden i andet kvartal, hvor selskabets ellers hårdt pressede minedivision overraskede positivt, men indtjeningen i kvartalet var til den svage side, og derfor faldt aktien 2,9 pct. til 403 kr.

Hos Coloplast bød regnskabet for tredje kvartal på en justering af forventningerne, så det nu venter en organisk vækst på 8 pct. i år mod tidligere 7-8 pct.

Til gengæld var driftsoverskuddet (EBIT) på 1269 mio. kr. i kvartalet omkring 4 pct. lavere end ventet, og aktien faldt 4,2 pct. til 646,80 kr.

- Coloplasts tal var til den svage side - især på EBIT-marginen - og når den er steget meget i år, så ser vi en hård reaktion, siger Tue Østergaard.

BAVARIAN MED VELLYKKET STUDIE

Bavarian offentliggjorde positive resultater med sin vaccine mod luftvirussen RSV og overvejer nu at starte et afgørende fase 3-studie. Aktien steg 4,2 pct. til 188,65 kr.

Pandora fik et comeback oven på tirsdagens nedsabling på 24,4 pct., som skyldtes en nedjustering af forventningerne til 2018. Aktien steg 5,1 pct. til 341,60 kr.

Der var også fremgang til Mærsk-aktien, som fortsatte op trods tirsdagens nedjustering af forventningerne til 2018, der ifølge flere analytikere ikke var så slem som frygtet. B-aktien steg 6,4 pct. tirsdag, og onsdag fortsatte fremgangen 4,9 pct. til 9388 kr.

Rederiet Norden nedjusterede forventningerne til 2018 som følge af et svagt tankmarked og venter nu et resultat på 0-30 mio. dollar mod tidligere 10-50 mio. dollar. Aktien faldt 9,8 pct. til 103,20 kr., mens konkurrenten Torm dykkede 5,3 pct. til 45,95 kr.