Onsdagens aktier: Mærsk holdt C25 tilbage, da stemningen skiftede

Foto: Jon Nazca.
Læs mere
Fold sammen

Fortsat nedtur for de to indekstunge Mærsk-aktier var med til at holde det danske C25-indeks nede, og sammen med fald i aktier som Pandora, Novo og Vestas var det en del af baggrunden for, at eliteindekset blev distanceret af de europæiske kolleger.

Onsdag lukkede C25 med et plus på 0,3 pct. til 1101,32, mens det brede europæiske fællesindeks, Stoxx 600, var steget 1,0 pct. ved danske lukketid.

Det var ellers ikke stigninger, der var lagt op til i dagens indledende europæiske aktiehandel, hvor C25 ved middagstid var nede i 1082,60. Men det ændrede nye meldinger om, at USA's præsident, Donald Trump, ikke vil tage de allerskarpeste midler i brug mod Kina, når det kommer til de tidligere udmeldte planer om at begrænse investeringer i amerikanske selskaber.

Det fremgik af en pressemeddelelse fra Det Hvide Hus, skriver nyhedsbureauet AP.

- Det har været en lidt urolig dag. Det blev rigtig surt op ad dagen og fandt bunden lige før middag, men så var der en melding fra Trump, der flyttede markederne efter middag. Trump trækker lidt i land, i forhold til hvor hårde tiltag man skal lave, konstaterer senioraktierådgiver Martin Munk i Jyske Bank.

Han ser to forklaringer på, at det danske marked halter efter de europæiske markeder i eftermiddagens stigning.

- Det er nok den klassiske. At vi er et randmarked, hvor der mangler købere, når det bliver negativt, og udlandet kommer med et salgspres. Og så har du Mærsk, som om nogen er påvirket af handelskrig, og som derfor falder, bemærker han.

Mærsk B-aktien sluttede onsdag middag 0,1 pct. lavere i 8428 kr. Det er femte dag i træk, at rederiaktien trækker baglæns, og på en lille uge er aktien, der lider under risikoen for begrænsninger i den globale handel, blevet 800 kr. billigere.

Helt i bunden af C25 lukkede Pandora 4,3 pct. lavere i 448,70 kr., mens Bavarian sluttede med et tab på 2,1 pct. til 181,75 kr. For begges vedkommende uden selskabsspecifikke nyheder.

SAS I SKRED EFTER NORSK EXIT

Uden for eliteindekset gik luftfartsselskabet SAS tilbage, efter at den norske stat tidligt onsdag kunne oplyse, at den har solgt alle sine 37,8 mio. aktier - eller 9,88 pct. af aktiekapitalen - til institutionelle investorer. Aktierne er solgt for 17,25 svenske kr. per aktie svarende til 12,42 danske kr. SAS lukkede tirsdag i København i 12,92 kr., og aktien sluttede onsdag 4,1 pct. lavere i 12,39 kr.

Det norske aktiesalg i SAS afslutter årtiers samarbejde mellem regeringerne i Danmark, Norge og Sverige om store ejerandele i det skandinaviske flyselskab.

FØLSOM GENMAB

Tilbage i C25 sås Genmab og William Demant tæt på toppen med et plus på henholdsvis 1,8 pct. til 984,60 kr. og 1,8 pct. til 257,60 kr. Og heller ikke her var der tale om selskabsnyheder som baggrund.

Men Martin Munk konstaterer, at særligt Genmab er en såkaldt beta-aktie, der hører til de mere stemningsfølsomme. Det kan måske forklare aktiens udvikling under indtryk af eftermiddagens positive tendens.

Øverst i indekset steg Chr. Hansen-aktien 1,9 pct. til 626 kr. som en positiv tilkendegivelse fra investorerne op til regnskabet, som ventes torsdag morgen. Nordea har inden regnskabet set nærmere på aktien i ingredienskoncernen, og storbanken har nu løftet sit kursmål til 455 kr. fra 430 kr. Anbefalingen er uændret "sælg".

HEL DAG UDEN VESTAS-ORDRER

Et godt stykke nede i indekset lukkede Vestas med et fald på 0,5 pct. til 393,60 kr. Den seneste uges tid har budt på en strøm af ordrer fra Japan, Ukraine, Tyskland, Norge, Panama, Australien og USA, og afslutningen på et kvartal er som regel en travl ordreperiode for vindmøllekoncernen. Indtil videre har vindmølleproducenten annonceret ordrer med en samlet kapacitet på 2100 megawatt i andet kvartal, men onsdag bød ikke på nye ordrer inden for børsåbningstid.

Til gengæld kunne Vestas oplyse, at MHI Vestas Offshore Wind efter planerne kan begynde installationerne af sin store mølle V164-9,5 MW-mølle sidst i 2019, efter at selskabet nu har fået den endelige certificering på plads.

/ritzau/FINANS