Onsdagens aktier: Klø til Ambu efter salg af stor aktiepost med rabat

Arkivfoto af aktie- obligationshandel hos Nordea. Christian Als / Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Der er udsalg i aktierne i Ambu onsdag middag. Aktien dratter 13,1 pct. eller over 30 kr. til 212,80 kr., som reaktion på at storaktionæren Chr. Augustinus Fabrikker har solgt et stort bundt aktier med en rabat på over 10 pct.

Det røde billede går igen i eliteindekset C25, der samlet falder med 1,2 pct. til indeks 1141,0. Også i Europa er stemningen negativ, og de store børser ligger alle til fald på op til 1,1 pct.

Chr. Augustinus Fabrikker har ifølge Bloomberg News solgt 13,5 mio. Ambu-aktier, og for at finde købere til en så stor aktiepost har det været nødvendigt at sælge til 220 kr. per aktie - 25 kr. under tirsdagens lukkekurs på 245 kr.

- De 10 pct. af faldet kan jo mere eller mindre forklares salget fra storaktionæren, der har solgt omkring halvdelen af sin aktiepost i Ambu. Derudover kan det også være, at andre investorer siger "farvel og tak" i dag og sælger ud. Aktien er jo ret så volatil, siger Nikolaj Holmsgaard, der er børsmægler i ABG Sundal Collier.

Den solgte aktiepost svarer til lidt over 6,2 pct. af de børsnoterede B-aktier og omtrent 5,4 pct. af hele aktiekapitalen i Ambu, når man medregner de 34,3 mio. A-aktier i selskabet, som ikke handles på børsen.

B-aktien er dog steget med 93 pct. i år.

PRISSTIGNINGER I PANDORA SLÅR IGENNEM

Danske Bank har vendt et minus i aktiekursen på 6,2 pct. tirsdag til et plus på 1,3 pct. til 179,80 kr. onsdag middag. Faldet tirsdag kom, efter at Financial Times skrev om, at et udkast til en rapport om hvidvasksagen i bankens estiske afdeling kunne fortælle, at der på et enkelt år passerede 192 mia. kr. igennem afdelingen.

Med i toppen er også smykkeselskabet Pandora med et plus på 0,7 pct. til 387,90 kr. Pandora har været til selskabsdag i Jyske Bank, og på den foranledning kom det frem, at der er gennemført prisforhøjelser på smykker fra selskabet.

I et notat dateret tirsdag skriver analytiker Janne Vincent Kjær, at banken vurderer, at priserne er blevet forhøjet med 10 pct. på udvalgte produkter, hvilket har en samlet effekt på cirka 2,5 pct. på omsætningen.

- Vi mangler fortsat at se effekterne af prisforhøjelserne på salget, og hvorvidt det rammer volumen, men vi ser prisstrategien som et defensivt skridt, der skal forsøge at genoprette væksten. Prisen er dog næppe en langsigtet løsning på Pandoras problemer, og vi frygter, at selskabet mister volumen, hvis Pandora bevæger sig væk fra Affordable Luxury-kategorien, skriver hun i analysen.

Janne Vincent Kjær påpeger, at selv om Pandora har lanceret 300 nye designvariationer i de første seks måneder af i år - blandt andet den nye Shine-kollektion - mangler man fortsat at se, at væksten i kategorien charms kommer igen.

- Det finder vi bekymrende. Lanceringen af det nye smykkekoncept, Reflexions, i oktober, der designmæssigt adskiller sig væsentligt fra de øvrige smykkekoncepter, kan være med til at øge væksten i charms, men vi tror ikke, at lanceringen af 25 nye charms til Reflexions-konceptet er nok til at genoprette væksten, påpeger Jyske Bank-analytikeren.

Jyske Bank har desuden skruet en smule op for kursmålet for aktien i Pandora, der løftes til 400 kr. fra 380 kr. Anbefalingen er dog fortsat i neutralt terræn på "hold".

STØVSUGERE TIL PRIVATE PÅ VEJ UD HOS NILFISK

Blandt sidepapirerne falder Nilfisk med 0,5 pct. til 307,00 kr. Selskabet har igangsat en strategisk gennemgang af sin forretning for forbrugerprodukter. Det følger efter flere kvartaler, hvor Nilfisk har arbejdet på at stabilisere forretningsområdet med fokus på at opretholde toplinjen og sideløbende forbedre indtjeningen, fremgår det i en meddelelse onsdag morgen.

- Det er noget, der har ligget lidt i kortene - og nu er det så blevet formelt. At aktien falder lidt skal nok ses i lyset af, at det ikke er en nyhed, og investorerne vil have noget mere konkret. Men det giver god mening at sælger forbrugerdivisionen fra, der står for omkring 10 pct. af omsætningen og koncentrere sig om business-to-business, vurderer Nikolaj Holmsgaard.

I Jyske Bank vil man heller ikke udelukke et frasalg af divisionen, der blandt andet omfatter de støvsugere, som virksomheden historisk blev bygget op om, men som siden er blevet til en væsentlig mindre del af koncernen. I stedet tjener Nilfisk nu størstedelen af sine penge på store rengøringsmaskiner til det professionelle segment.

/ritzau/FINANS