Onsdagens aktier: GN og Ambu kæmper om topplacering i grønt marked

Ambu og GN kæmper om topplaceringen i det danske eliteindeks på årets første handelsdag onsdag, hvor en negativ analyse omvendt er med til at sende Genmab og Lundbeck mod bunden.

C25-indekset ligger ved middagstid til en stigning på 1 pct. til 1004,78, og dermed går det danske indeks mod den ellers negative tendens i resten af Europa.

Selskab Kurs Ændr. %

- Der er nogle få aktier, der klarer sig rigtig godt, og det gælder for flere af de tunge aktier, siger Jim Søborg, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans. Han henviser til, at både aktierne i Novo Nordisk og Vestas er blandt de grønne aktier onsdag.

TUNGE AKTIER STIGER

Vestas er også med i toppen af indekset med en stigning på 1,8 pct. til 500,80 kr. Vindmølleproducenten annoncerede nytårsaftensdag ordrer på 673 megawatt (MW), og tirsdag er der blevet annonceret en ordre på 18 MW i Taiwan.

Det bringer den samlede ordreindgang op på 12,9 gigawatt (GW) i 2018, og i det tal udestår fortsat summen af uannoncerede ordrer for fjerde kvartal, som offentliggøres i forbindelse med selskabets årsregnskab i februar.

Novo Nordisk går samtidig frem med 1,3 pct. til 301,70 kr., og ifølge ABG Sundal Collier følger det danske medicinalselskab dermed i de amerikanske medicinalaktiers fodspor.

Selskab Kurs Ændr. %

Mandag steg aktierne i biotek- og medicinalsektoren i det amerikanske S&P-indeks nemlig 1,5 pct., og dermed var gruppen dagens mest stigende.

AMBU OG GN HELT I TOP

Helt i toppen af indekset har Ambu placeret sig med en stigning på 6,5 pct. til 166,70 kr., på trods af at der ikke er selskabsspecifikt nyt ude om selskabet onsdag.

Medicoselskabet har klaret sig godt på børsen den seneste tid, og 11 ud af 13 handelsdage er aktien endt i plus. Der er dog fortsat langt til toppen i august, hvor aktien kostede mere end 274 kr.

GN følger lige i hælene på Ambu med en stigning på 5,1 pct. til 255,80 kr. Amerikanske JPMorgan har angiveligt offentliggjort en positiv analyse for høreapparatkoncernen, der udpeges som et "top pick" i medtech-sektoren.

Selskab Kurs Ændr. %

JPMORGAN RETTER PÅ ANBEFALINGER

Blandt bunden i eliteindekset er Genmab-aktien at finde med et fald på 1,7 pct. til 1049 kr. Selskabet har fået sænket sin anbefaling til "neutral" fra "overvægt" af JPMorgan, skriver Bloomberg News. Kursmålet på 1150 kr. fastholdes.

Analytikerne hos JPMorgan har også kigget Lundbeck efter i sømmene, og også her sænkes anbefalingen - til "undervægt" fra "neutral". Kursmålet er samtidig blevet skåret til 275 kr. fra 300 kr. Onsdag falder aktien 2 pct. til 279,70 kr.

Ørsted-aktien følger ikke helt med den positive stemning på det danske marked, hvor aktien onsdag stiger 0,1 pct. til 436,20 kr. Efter børslukning fredag annoncerede selskabet, at det er blevet valgt som foretrukken tilbudsgiver på en havvindmøllepark i Connecticut.

Det omfatter ekstra 100 MW havvindkapacitet i parken Revolution Wind, hvor Ørsted dermed kan nå op på 700 MW i samlet kapacitet, lyder det i en meddelelse.

Derudover er det nu også officielt, at Ørsted sammen med partneren PSEG har budt ind i en udbudsrunde for havvind i den amerikanske stat New Jersey med projektet Ocean Wind.

Selskab Kurs Ændr. %

SPAR NORD ER NU SYSTEMISK BANK

Uden for det danske eliteindeks stiger DFDS-aktien med 0,5 pct. til 263,60 kr. Rederiet er et af tre, der er udpeget til at skulle stille ekstra færger til rådighed i de britiske havne, hvis Storbritannien ender med at træde ud af EU uden en aftale.

Ifølge britiske BBC og flere andre medier har rederiet fået en ordre på 47,2 mio. euro, svarende til godt 353 mio. kr.

Spar Nord er - som ventet - blevet udpeget til et systemisk vigtigt finansielt institut i Danmark, det såkaldte Sifi. Det betyder, at kravet til bankens kernekapitalprocent er blevet hævet. Ved udgangen af tredje kvartal af 2018 lå banken dog komfortabelt over de nye krav.

En aktie i Spar Nord stiger onsdag 3,1 pct. til 53,90 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

/ritzau/FINANS