Onsdagens aktier: Genmab på den grønne gren i overvejende rødt C25

En negativ stemning præger onsdagens indledende handel med danske aktier, hvor Genmab er en af de få, der tækker op, mens Pandora, GN og Tryg presser eliteindekset baglæns.

Kort efter handelsstart ligger C25 i 1039,73 - eller 0,5 pct. lavere end slutniveauet tirsdag eftermiddag - og dermed er der udsigt til fortsættelse af tirsdagens indeksfald, som endte på 0,4 pct.

Genmab stiger indledningsvist 1,1 pct. til 1010 kr., efter at partneren Janssen Biotech har indledt den ansøgningsproces, der skal føre til, at brugen af kræftmidlet Darzalex udvides i USA.

Selskab Kurs Ændr. %

Med en udvidet godkendelse vil Darzalax kunne bruges som førstelinjebehandling af knoglemarvskræft i kombination med to andre præparater, som i dag er lægernes førstevalg til patienterne i USA. Myndighederne skal nu vurdere ansøgningen.

Tirsdag var det skuffende salgstal for netop Darzalex, der trak aktien 3,4 pct. ned.

 

Prygl til Pandora

Pandora lægger sig fra start i bunden af C25 med et fald på 2,5 pct. til 271,40 kr.

Den canadiske investeringsbank RBC Capital har nedgraderet sin anbefaling af Pandora til »underperform« fra »sector perform«, og samtidig får kursmålet et gevaldigt hug til nu 230 kr. fra tidligere 450 kr.

RBC har mere end vanskeligt ved at se, hvor Pandora skal vende tilbage til underliggende vækst, og finanshuset vurderer, at smykkeselskabet har alt for mange dårligt placerede butikker.

»Faldende kundetrafik er Pandoras største problem, og det er ikke nemt at løse, givet det alt for udbredte salgsnetværk, både fysiske butikker og online. Forsøgene på at forny produkterne i 2018 har ikke haft den ønskede effekt, og prisniveauet er i vores øjne uholdbart givet marginerne og afhængigheden af rabatkampagner,« skriver RBC.

Selskab Kurs Ændr. %

Analytikerne vejer og vurderer Tryg

Opmærksomheden på Tryg lever videre på dønningerne efter tirsdagens knapt så opløftende regnskab, der dog ikke hindrede aktien i at lukke med et plus på 1,5 pct.

Men onsdag trækkes aktien 0,9 ned til 168,40 kr.

Siden tirsdag har ABG Sundal Collier løftet sit kursmål for aktien til 175 fra 170 kr., og SEB har hævet sit kursmål til 174 fra 166 kr.

Hos svenske Handelsbanken får Tryg sit kursmål hævet til 179 kr. fra 169 kr.

I et notat skriver Handelsbanken, at Trygs investeringsresultat skuffede en smule i årets sidste kvartal. Posten viste et tab på 330 mio. kr.

Selskab Kurs Ændr. %

»Trods det lidt skuffende investeringsresultat var der en række positive elementer i regnskabet. Præmievæksten var på 4,5 pct. - uden opkøbet af Alka - i forhold til samme kvartal sidste år. Inkluderes opkøbet af Alka, var præmievæksten på 21,2 pct.,« bemærker den svenske bank.

Omvendt har schweiziske UBS sænket sin anbefaling til »neutral« fra »køb«. Tryg-aktien handles i øvrigt uden retten til et udbytte på 1,65 kr.

Forlig for G4S

G4S har indgået et forlig i forbindelse med et massesøgsmål mod koncernens datterselskab i USA, G4S Secure Solutions, tidligere Wackenhut.

Forliget dækker et søgsmål på vegne af cirka 13.500 ansatte og betyder, at G4S vil betale mellem 100 og 130 mio. dollar i erstatning. Udgiften tages i regnskabet for 2018.

Yderligere har JPMorgan sænket sin anbefaling af G4S til »neutral« fra »overvægt«, fremgår det af Bloomberg News.

G4S åbner onsdagen med et fald på 4 pct. til 16,98 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

RIAS - Roskilde Industri Aktieselskab - kommer onsdag med regnskab for sit første kvartal. Selskabet, der producerer plasthalvfabrikata, venter i sit forskudte regnskabsår 2018/19 et driftsresultat (EBIT) i intervallet 8,5 til 10,5 mio. kr.

Aktien er endnu ikke handlet.

/ritzau/FINANS