Onsdagens aktier: Enkelte trodsede trist stemning (Gent)

 

Morgenstundens C20-tab blev reduceret i den sene handel. C20-indekset lukkede 0,4 pct. lavere i 445,69, efter at de udenlandske aktiemarkeder blinkede rødt hele dagen. Enkelte aktier i C20-indekset formåede dog at gå mod den sure stemning.

 

Regnskabsaktuelle Bang & Olufsen lukkede med en fremgang på 2,2 pct. til kurs 746, efter at halvårsregnskabet indeholdt en lille opjustering af helårsprognosen. Driftsindtjeningen steg 50 mio. kr. i halvåret til 240 mio. kr. Analytikerne adspurgt af RB-Børsen havde ventet et driftsoverskud på 210 mio. kr. For regnskabsåret 2006/07 opjusterede Bang & Olufsen forventningerne til overskuddet med marginale 10 mio. kr. Opjusteringen skyldes alene indtægterne fra Medicom-salget. Omsætningsvækstprognosen blev sænket til 8 pct. fra tidligere udmeldte vækstprognose på 8-10 pct.

 

- Det undrer mig lidt, at Bang & Olufsen ikke opjusterer mere. Den opjustering, der kommer, er alene relateret til salget af Medicom, så det kan godt virke lidt mærkeligt. Derfor ser forventningerne lidt forsigtige ud, sagde analytiker Jacob Pedersen til RB-Børsen.

 

Novo Nordisk lukkede 1,4 pct. lavere i kurs 480, efter divergerende udmeldinger fra to internationale finanshuse. Merrill Lynch vurderede, at Novo går et godt år i møde og hævede kursmålet med 20 kr. til 510 kr. Schweiziske UBS hævede også kursmålet på Novo til 435 fra 405. UBS gentog dom samtidig anbefalingen "reducer".

 

Danisco, som lukkede 1,0 pct. lavere i kurs 477, er fortsat blandt de hotteste emner i EU blandt de sultne kapitalfonde. Det vurderede Saxo Banks strategiteam i bankens forventninger for 2007.

 

Trygvesta kunne ikke holde dampen oppe efter tirsdagens opjustering og smed 2,5 pct. efter tirsdagens optur på mere end 6 pct. Trygvesta landede onsdag i kurs 456. Topdanmark lukkede 1,7 pct. højere i kurs 981.

 

A.P. Møller - Mærsk trodsede stemningen med en fremgang på 1,3 pct. til kurs 54.200. Rederi- og oliekoncernen, som er nettoforbruger af olie, kunne notere sig, at oliepriserne faldt yderligere. Den amerikanske referenceolie, WTI, blev handlet i 54,50 dollar per tønde ved dansk lukketid.

 

ØK tabte yderligere 2,1 pct. til kurs 287, efter at handelskompagniet tirsdag tabte mere end 7 pct. Kursfaldet skyldes bekymring over den politiske udvikling i Venezuela.

 

Isoleringskoncernen Rockwool imponerede med en opjustering af sin overskudsprognose for helåret. Rockwools overskud i 2006 ventes nå 900 mio. kr. efter skat, hvilket en opjustering på 100 mio. kr. Rockwool lukkede 5,2 pct. højere i kurs 947.

 

Småbankerne kunne også levere en opjustering, denne gang var det med Østjydsk Bank i hovedrollen. Østjydsk Bank lukkede 2,3 pct. højere i kurs 1197.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )