Onsdagens aktier: Dansk enegang gav C20-rekord

 

Det blev onsdag til den femte C20-rekord i træk, og eliteindekset lukkede 0,3 pct. højere i 511. Styrken skulle onsdag findes hos A.P. Møller - Mærsk og Carlsberg. Stemningen på de udenlandske aktiemarkeder var anderledes sur, idet en serie skuffende amerikanske regnskaber skuffede investorerne. Det teknologitunge tyske indeks var hårdest ramt med et tab i omegnen af 1,5 pct.

 

En rigtig flot slutspurt hos A.P. Møller - Mærsks B-aktie resulterede i en fremgang på 1,2 pct. til rekordkurs 75.000. I den tunge ende af C20-feltet lå biotekaktien Genmab med et tab på 1,9 pct. til kurs 341.

 

Største C20-fremgang leverede Carlsberg-aktien med en stigning på 3,3 pct. til rekordkurs 715. Det skete, efter at konkurrenten Heineken hævede forventningerne til helåret grundet gode salgstal. Heineken venter nu en organisk indtjeningsvækst på 20-25 pct. i 2007, hvor den tidligere prognose lød på 10-13 pct. Heineken hæftede sig især ved de gode salgstal fra Øst- og Centraleuropa.

 

- Umiddelbart tegner Heineken regnskabet onsdag godt for udviklingen i Carlsberg, vurderede analysechef i Sydbank Bjørn Schwarz over for RB-Børsen.

 

Stemningen var også intakt hos Nordea-aktionærerne, idet den nordiske bankaktie lukkede 1,1 pct. højere i kurs 91,3. Det skete efter at den svenske storbank Handelsbanken aflagde gode regnskabstal for første halvår. Nordea er regnskabsaktuel i morgen torsdag. Danske Bank lukkede 0,5 pct. lavere i kurs 236,3.

 

Novozymes, som lukkede 0,6 pct. lavere i kurs 694, har købt enzym-aktiviteterne i indiske Biocon for 551 mio. kr. på gældfri basis. Det meddeler Novozymes, som fastholder forventningerne til 2007. Købet får en "lille negativ effekt" på Novozymes resultat i 2007, mens det ventes at øge omsætningen med 20-25 mio. kr.

 

- Det ser fornuftigt ud. Det giver Novozymes en stærk position i Indien, så det får mulighed for at ekspandere sin forretning på et potentielt stort marked. Det indiske marked for enzymer er ikke stort i dag, men det kan det blive, udtalte analytiker hos Jyske Bank, Jens Thomsen.

 

Vestas, som lukkede 0,4 pct. lavere i kurs 374,5, fik konkurrent nyt. Et konsortium med portugisiske Galp Energia og tyske Repower harvundet en licitation om et vindenergiprojekt i Portugal på samlet 400 MW.

 

Isoleringskoncernen Rockwool leverede også imponerede takter og lukkede i rekord. Rockwool steg 2,9 pct. til kurs 1877. Det skete uden selskabsspecifikke nyheder.

 

Tønder Bank opjusterede forventningerne til 2007-resultatet, fordi der er konstateret "kontinuerlig fremgang for alle forretningsområder". Tønder Bank hævede overskudsprognosen med 7 mio. kr. til 40-42 mio. kr. før skat.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )