Onsdagens aktier: Chr. Hansen og Pandora presses fra åbningen

Et lidt skuffende regnskab presser Chr. Hansen fra morgenstunden onsdag, hvor også Pandora er i modvind oven på en overraskende direktørexit.

Faldet i de to aktier kommer i et marked, der ellers er præget af optimisme. Financial Times beretter nemlig om fremskridt i handelsforhandlingerne mellem USA og Kina, og det har givet kursstigninger i Asien, som forplante sig til Europa fra morgenstunden. Herhjemme falder C25-indekset ikke desto mindre med 0,1 pct. til 1146,12.

Chr. Hansen skuffer

Chr. Hansens vækst levede ikke helt op til forventningerne i andet kvartal, og aktien falder med 3 pct. til 665 kr. i det ellers overvejende positive marked.

»De skuffer lidt målt på driftsresultatet, og de nedjusterer forventningerne til den organiske vækst i Natural Colors til 5-7 pct. fra tidligere 6-9 pct.,« konstaterer børsmægler i ABG Sundal Collier Jim Søborg Hansen i en umiddelbar kommentar til regnskabet.

Chr. Hansens omsætning landede på 283,7 mio. euro i andet kvartal, og overskuddet af primær drift, EBIT, før særlige poster lød på 78,8 mio. euro, fremgår det af regnskabet onsdag morgen.

Til sammenligning havde analytikerne set frem til en omsætning på 288 mio. euro og et EBIT før særlige poster på 81 mio. euro, viser estimater indsamlet af selskabet selv.

Pandoras driftsdirektør stopper

Pandora taber 1,8 pct. til 294,60 kr. fra åbningen. Selskabets driftsdirektør, Jeremy Schwartz, forlader posten efter bare otte måneder i stolen og kun halvanden måned, efter at Pandora har fundet sig en ny administrerende direktør.

»Jeg tror, aktiemarkedet begræder det her. Og det kunne sagtens presse aktien,« siger analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

»Først ansætter man en driftsdirektør som sammen med finansdirektør Anders Boyer udgør ledelsesteamet. Så annoncerer man en ny administrerende direktør - og halvanden måned senere siger driftsdirektøren op. Der er der nogen, der ikke har været helt klar i spyttet omkring ansvarsområder og arbejdsdeling,« lyder det videre fra Sydbank-analytikeren.

Hos Nordnet mener investeringsøkonom Per Hansen ikke, at man ikke bør lægge særligt meget i meddelelsen.

»Bag skilsmissen i toppen af Pandora gemmer der sig givetvis væsentlig mindre drama, end man umiddelbart kunne få indtrykket af. Det handler nok mere om personlige ambitioner og måske manglende forventningsafstemning, end at investorerne skal tolke noget ud af meddelelsen,« skriver Per Hansen i en kommentar.

Hævet kursmål for Tryg

I toppen af C25 stiger FLSMidth med 1,7 pct. til 314 kr. uden at der er nyt fremme. Der er stigninger til i alt 15 af de 25 aktier i eliteindekset.

En af dem er Tryg, der ligger 0,1 pct. højere i 187,90 kr. ABG Sundal Collier har hævet kursmålet for Tryg til til 190 kr. fra 175 kr., fremgår det af Bloomberg News. Anbefalingen er uændret »hold«.

For A.P. Møller-Mærsk starter onsdagen med et en stigning i B-aktien på 0,8 pct. til 8898 kr. Aktien handler ellers ikke længere inklusive retten til udbyttet for 2018 på 150 kr. per aktie.

Mærsk Drilling, der ventes selvstændigt børsnoteret torsdag, har sikret sig en treårig australsk kontrakt for boreriggen Mærsk Deliver. Kontraktens værdi beregnes til 300 mio. dollar inklusive udgifter til flytning af riggen.

Uden for C25 har Nilfisk nu afsluttet den strategiske gennemgang af den del af selskabets forretning, som beskæftiger sig med forbrugerrelaterede produkter. Konklusionen er, at Nilfisk er den bedste ejer, og at selskabet derfor vil fortsætte med at fokusere på at optimere forretningen for forbrugerprodukter. Onsdag falder Nilfisk-aktien med 1,1 pct. til 279 kr. efter en stigning tirsdag på lige over 5 pct.

/ritzau/FINANS