Onsdagens aktier: C20-fald med amerikansk inspiration

Læs mere
Fold sammen
Den negative stemning havde overtaget onsdag efter de seneste dages solide optur. C20-indekset lukkede 3,3 pct. lavere i 271,07. Faldene tiltog markant efter den amerikanske åbning, idet nedjusteringer og en svag jobindikatorer stjal overskifterne. De danske finansaktier klarede sig pænt, og bankaktierne var de eneste aktier i positivt terræn.

- Efter de seneste dages stigninger endte onsdagen med røde tal. Inspirationen kom fra den anden side af Atlanten, hvor store selskaber som Intel og Time Warner præsenterede solide nedjusteringer. Samtidig viste den private jobindikator fra ADP et større jobtab end ventet i december, hvilket øger frygten før fredagens officielle jobrapport, udtalte chefrådgiver Claus Paaske Larsen fra Nordea til RB-Børsen.

Rederiaktierne havde en god tirsdag, men blev trukket lavere onsdag., Tørlastrederiet D/S Norden lukkede med største fald i C20-regi på 7,1 pct. til 198,8, mens produkttankrederiet D/S Torm faldt 7,8 pct. til 65,5.

A. P. Møller - Mærsk faldt 6,2 pct. til 31.600, efter de seneste dage har givet solide stigninger til rederi-aktien. A.P. Møller - Mærsk opdeler sit hovedkontor i to enheder - et såkaldt Corporate Centre og servicefunktioner.

- Omstruktureringen betyder ændringer af en række aktiviteter og nogle vil ophøre. Samlet set indebærer det en reduktion af antallet af medarbejdere i Gruppens hovedkvarter, hvis 830 stillinger forventes at blive reduceret med ca. 100, oplyste A.P. Møller-Mærsk.

Finansaktierne gik mod strømmen i det negative marked. Sydbank var onsdagens stærkeste aktie og lukkede 2,7 pct. højere i 76,8. Danske Bank steg 1,3 pct. til 57,3, mens Nordea lukkede 1 pct. højere i 42,4. Den danske bankgaranti får det blå stempel fra det internationale kreditvurderingsbureau Standard & Poor's som vurderer, at alle indskud i og lån til danske banker på grund af garantien er kvalificeret til topkarakteren AAA/A-1+.

Genmab faldt 1,1 pct. til kurs 210,3, efter tirsdagens kurssmæk på knap 8 pct. I tirsdagens handel var biotekaktien ramt af nyt om test af zalutumumab mod hoved- og halskræft. Onsdag morgen blev aktien løftet af en positiv outperform-anbefaling hos Credit Suisse, som indledte sin dækning af Genmab-aktien med et kursmål på 370 kr. Credit Suisse vurderede i en kommentar, at en strategisk opkøber af Genmab kan byde på op til 435 kr. pr. aktie. Den britiske medicinalkoncern Glaxosmithkline er storaktionær i Genmab-aktien.

DSV lukkede 5,2 pct. lavere i 64. Det skete på trods af at Jyske Bank opjusterede anbefalingen af DSV fra "reducer" til "akkumuler". Kursmålet blev sat til 75 kr. Banken venter, at DSV fortsat vil øge driftsindtjeningen de næste par år, på trods af den økonomiske afmatning.

Auriga gik mod strømmen og steg 1,9 pct. til 109. Det skete efter at den amerikanske konkurrent Monsanto præsenterede et solidt regnskab for første kvartal, hvilket indeholdt en opjustering af helårsforventningerne. Det var især et stærkt salg af såsæd til det nordamerikanske og latinamerikanske marked som lå til grund for de flotte tal.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )