Oliepriser fortsætter ned med udsigt til højere produktion

Foto: MIKHAIL METZEL.
Læs mere
Fold sammen

Oliepriserne ramte tidligere i maj det højeste niveau i mere end tre år, efter at sanktioner mod Iran og et lavt output i Venezuela gav årsag til bekymringerne om oliebeholdningerne skulle nå et lavt niveau.

Men mandag morgen er Saudi-Arabien og Rusland med til at sende olieprisen den anden vej. De to olienationer har nemlig foreslået at pumpe mere olie op af undergrunden, hvilket går imod Opecs politik om at nedbringe lagrene af råolie.

- Det er alle olieproducenternes hensigt at sikre, at oliemarkedet forbliver sundt, og hvis det betyder, at vi er nødt til at justere vores politik i juni, så er vi klar til at gøre det, siger den saudiarabiske energiminister Khalid al-Falih til CNN Money.

En amerikanske tønde WTI-olie koster mandag morgen 66,20 dollar mod 68,45 dollar fredag eftermiddag. En tønde europæisk brent-olie koster 75,00 dollar mod 76,88 dollar fredag eftermiddag.

- Det seneste signal fra Opec og Rusland har sænket forventningerne til, at gruppen vil sænke produktionen yderligere. Det har ellers hjulpet priserne på råolie markant siden sidste år, siger Satoru Yoshida, der er råvarestrateg i Rakuten Securities til Bloomberg News.

På markedet for ædelmetaller koster et ounce guld mandag morgen 1298,02 dollar mod 1302,25 dollar fredag eftermiddag.

/ritzau/FINANS