Olieprisen tæt på det højeste niveau i 11 måneder

 

Olieprisen er fortsat tæt på det højeste niveau i de sidste elleve måneder, der blev nået tirsdag. Den høje oliepris skyldes bekymringer for problemer med olieraffinaderierne i USA, hvilket sendte prisen yderligere op tirsdag.

 

En lang række raffinaderier har både planlagt eller uforudset måtte lukke ned i kortere eller længere tid i USA på det seneste.

 

- Disse kortsigtede afbrydelser påvirker markedet og mange oliehandlere regner med, at der kan komme flere nedlukninger, da de andre raffinaderier øger kapaciteten for at følge med, siger energianalytiker Gerard Burg fra National Australia Bank til Bloomberg News.

 

Den amerikanske referenceolie WTI blev handlet til 72,65 dollar pr. tønde - 16 cent lavere, mens den europæiske Brent-olie blev handlet til 76,29 dollar pr. tønde - 11 cent lavere.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )