Olieprisen hentede lidt af det tabte natten til fredag

 

Efter det kraftige prisfald på olie torsdag blev lidt af det tabte hentet hjem igen natten til fredag. Olieprisen var fredag morgen steget med 0,8 pct. eller 42 cent til 56,01 dollar pr tønde, mens den torsdag faldt hele 4,7 pct. eller 2,73 dollar til 55,59 dollar. Der er tale om tønder af den amerikanske referenceolie WTI på februar-kontrakt.

 

Torsdagens prisfald skyldes dels vejrudsigten og dels størrelsen af de amerikanske olielagre. Den ugentlige lageropgørelse blev offentliggjort torsdag eftermiddag og viste uventede høje tal. Lagrene af destillater, der blandt andet omfatter fyringsolie, steg med knap 2 mio. tønder til en samlet beholdning på 136 mio. tønder. Samtidig slog de amerikanske meteorologer fast, at det meget milde vejr i det nordøstlige USA fortsætter. Dermed ventes det, at behovet for fyringsolie i verdens mest energiforbrugende område vil ligge 40 pct. under normalen i den kommende uge.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )