Oliepris også pivåben for manipulation

Bilejere kan have betalt overpriser for deres benzin. Rapport advarer om, at olieprisen står åben for manipulation i stil med Libor-renten.

Foto: Anders Debel Hansen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Banker, olieselskaber og hedgefonde har et incitament til at fordreje markedet og indberette falske priser.

Sådan lyder en af konklusionerne, ifølge The Telegraph, i en rapport, the International Organisation of Securities Commissions (IOSCO) har lavet for G20. Systemet for fastsættelsen af olieprisen fungerer i stil med den stormomsuste Libor-rente, hvor bankerne selv skal oplyse data til fastsættelsen. Et system der ifølge rapporten står pivåben for manipulation.

I England får det de politikere, der lige nu har travlt med undersøgelsen af manipulation med Libor-bankrenten, til at frygte, at forbrugerne har betalt overpriser for benzin som følge af manipulation med priserne.

"Vi er nødt til at vide, om olieprisen er blevet manipuleret på samme måde som Libor. Det her berører de millioner af mennesker i hele landet, som er afhængige af prisen på benzin på tankstationerne," siger medlem af det britiske parlament Robert Halfon.

Politikerne bag Wheatley-undersøgelsen af Libor gav i sidste uge også udtryk for, at den vil undersøge, om andre markeder kan være manipulerede.

Olieprisen er bestemt på baggrund af data, som olieselskaber, banker og andre, der handler med olie. Det får IOSCO til at advare om, at det åbner op for incitamentet til at manipulere, da indberetningerne er frivillige, og man selv kan vælge hvilke oliehandler, man vil indberette.

Organisationerne Platts og Argus, der står for prissættelserne, forsvarer sig med, at de hyrer journalister til at undersøge dataene fra olie-traderne for falske indberetninger fra dem, der handler med olien, og at man ikke har kommercielle interesser i selve prislejet af olieprisen. IOSCO pointerer imidlertid i rapporten, at systemet er stærkt afhængig af disse journalisters erfaring og uddannelse. Desuden erorganisationer som Platts og Argus også afhængige af de gebyrer, de opkræver fra de involverede parter, så organisationerne er derfor måske ikke så uafhængige, som de påstår, skriver The Telegraph.

Brian Madderson, der er formand for Petrol Retailers' Association i England, kalder rapporten alarmerende og ønsker den undersøgt.

"Alle tankstationer køber deres produkter på baggrund af Platts priser. Hvis IOSCO vurderer, prisen er åben for manipulation, så lyder det sandsynligt, og det kan meget vel mærkes på priserne på tankstationerne," siger han til The Telegraph.