Olicom: Ingen økonomisk effekt af forsinket emission - dir(Opd)

 

Alt er som tidligere oplyst, og der er ingen problemer, lyder det beroligende fra Olicoms administrerende direktør, Boje Rinhart. Onsdag erkendte selskabet, at den planlagte kapitaludvidelse bliver forsinket og først ventes gennemført inden udgangen af september, mens det tidligere lød, at det ville være inden udgangen af juni. Kapitalforhøjelsen er ganske vigtig, da den skal sikre hele selskabets fremtid.

 

- Forsinkelsen handler alene om, at forberedelserne til emissionen tager meget længere tid, end vi havde troet. Der er ingen problemer, så det handler om rent knoklearbejde, og indholdsmæssigt er planerne fuldstændig uændrede, siger Boje Rinhart til RB-Børsen.

 

Han forsikrer samtidig, at forsinkelsen ikke får nogen økonomisk effekt for Olicom. Det kom frem i marts, at selskabet havde tabt sin egenkapital, men ville gennemføre en kapitaludvidelse og samtidig skifte fra at være et investeringsselskab med fokus på it venture-investeringer til et ejendomsselskab. Planen er at udstede nye aktier for 175-200 mio. kr., hvor de 75-100 mio. kr. skulle bruges til køb af en portefølje på 6-8 erhversvejendomme fortrinsvis i Danmark.

 

- Forsinkelsen får ingen betydning for vores køb af ejendomsporteføljen, siger Boje Rinhart.

 

De nærmere detaljer om kapitalforhøjelsen er endnu ikke på plads, og Boje Rinhart vil derfor ikke oplyse, om der bliver tale om en emission, hvor en del af aktierne er forhåndstegnet.

 

Olicom måtte i 2006 afhænde sine investeringer i ITE og Sifira med et tab på 79,2 mio. kr., fordi selskabets likvide ressourver ikke rakte til at sikre driften af de to selskaber. Tilbage er ejerandele i LH Comlog, Hymite og Scalado, hvor Olicom planlægger naturlig exit.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )