Også Wall Street tynget af krisestemning

Aktiemarkederne på Wall Street undgår ikke den negative stemning, der generelt præger finansmarkederne onsdag oven på politisk uro i Portugal og Egypten.

Læs mere
Fold sammen

Selv om en bedre end ventet jobrapport over det amerikanske private arbejdsmarked var med til at løfte stemningen en anelse onsdag eftermiddag, er de toneangivende indeks åbnet i rødt, ligesom det også har været tilfældet i Asien og Europa i onsdagens løb.

Bekymringer om Portugals politiske situation og sparekurs efter to ministres afgang samt den tilspidsede situation omkring præsident Mursi i Egypten er blandt de faktorer, der får investorerne til at vende aktietommelen nedad. Også dårlige nøgletal fra Kina spiller ind.

Efter knap ti minutters handel ligger det brede S&P 500-indeks 0,4 pct. lavere. Det tunge Dow Jones-indeks og det teknologiprægede Nasdaq-indeks ligger begge 0,2 pct. lavere.

Der er dog tale om lidt fremgang i stemningen i forhold til tidligere på eftermiddagen, hvor faldene i de toneangivende indeks var indikeret i størrelsesordenen 0,6 pct.

Jobrapporten fra ADP, som dækker det private amerikanske arbejdsmarked, hjalp lidt på humøret. Ifølge den blev der skabt 188.000 jobs i juni, klart bedre end de 160.000, der var forventet ifølge Bloomberg News, og en markant fremgang i forhold til maj-tallet på 134.000.

Senere viste andre nøgletal, at der var stort set lige så mange nytilmeldte ledige i sidste uge som forudset af økonomerne, mens USA's handelsunderskud uventet voksede til 45 mia. dollar i maj fra lidt over 40 mia. dollar i april.

Dagens jobtal ses til en vis grad som en opvarmning til fredagens vigtige nøgletal, den officielle, månedlige jobrapport fra det amerikanske beskæftigelsesministerium.

Senere onsdag leveres endnu et vigtigt nøgletal, ISM-opgørelsen over serviceindustrien. Ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News venter økonomerne et løft til 54,0 i juni fra 53,7 i maj.

Børserne i USA lukker i øvrigt kl. 13 lokal tid i New York onsdag, svarende til kl. 19 dansk tid, og altså tre timer før tid. Det sker forud for fejringen af den amerikanske uafhængighedsdag, 4. juli, torsdag.

/ritzau/FINANS